Jeg skammede mig over at blive skilt…

Det handler ikke OM, du er blevet skilt. Men om HVORDAN, du bliver skilt. Nyt foredrag i København og Aarhus giver dig svaret.

Fb-annonce-skilsmisse-KBH-25-feb kopi (1)
Klik på billedet og læs mere om foredrag i februar og marts.

I de første år efter mit eget brud var jeg meget optaget af at fordømme skilsmisse. Fordi jeg sådan skammede mig over at være en del af statistikken. Skammede mig over, at jeg ikke kunne holde sammen på min familie. Skammede mig over, at jeg ikke havde gjort mig umage.

For det vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke havde. Jeg havde taget kærligheden for givet. Den var så meningsfyldt, så stor, så altomsluttende i mit liv og i den familie, som var det bedste og vigtigste, jeg havde, at jeg paradoksalt nok kom til at tage lige præcis det for givet.

Derfor dømte jeg skilsmisse ude. Og jeg dømte alle der blev skilt ude sammen med den skam; vi kæmpede ikke nok. Vi bildte os ind, at græsset var grønnere på den anden side. Vi insisterede på retten til at være lykkelige. Vi var ikke villige til at kæmpe og slet ikke til at arbejde med det, der var svært. I stedet var vi bare på vej videre. Til mere lykke. Til mere frihed. Til mere af det sjove.

Det tror jeg stadig, er en lille del af sandheden om vores moderne samfund. Men i dag er jeg sikker på, at det bestemt ikke er hele sandheden.

For den anden del af sandheden er, at nogle af os bare ikke kan leve et helt liv sammen. Der er nogle af os, som i dag har ødelagt hinanden. Vi har slidt hinanden op. Fordi vi ikke vidste bedre. Vi har såret hinanden for dybt. Fordi det ellers gjorde for ondt på os selv. Måske var vi slet ikke rigtige for hinanden fra begyndelsen. Men valgte ud fra forvrængede billeder og forventninger. Eller vi var gode sammen, før vi fik børn.

Måske glemte vi at tage afkørslen på den tresporede motorvej, da vi kørte ind i 30’erne sammen med alle de andre. Destinationen hed pludselig ægteskab, familie, huskøb og karriere. Vi lå i overhalingsbanen, og det så jo meget godt ud, så hvorfor ikke? Måske glemte vi, at mærke efter om det, der var så rigtigt for alle de andre (hvis det overhovedet var det), også var det for os og det parforhold, vi levede i?

På vej mod 40’erne ser det godt nok ud som om at mere en halvdelen af os kollektivt kører mod skilsmisse, og det er en ulykkelig tendens.

Ikke fordi skilsmisse er forkert. Men fordi ligegyldigt hvor sunde og bevidste vi er, ligegyldigt hvor gode vi er til at passe på børnene og ligegyldigt hvor enige vi er, så er skilsmisse forbundet med sorg. Det gør ondt. Også selv om det er, det helt rigtige.

Men. Det handler ikke om antallet af skilsmisser. Det handler om, hvordan vi går fra hinanden.

Og vi kan først begynde at fokusere på, hvordan vil bliver skilt, når vi ikke længere skal skamme os. Når vi fjerner det tabu, der er omkring skilsmisse. Skilsmisser er i dag virkelighed for mange parforhold. Alt for mange kan vi mene, men hvis det er der, vores fokus ligger, kan vi ikke ændre den statistik. For vi bliver nødt til at lære af de skilsmisser. Åbne øjnene, blive bevidste og tænde lys i de mørke afkroge af de skilsmisser, som sker. Om vi vil det eller ej. Så hvorfor ikke bryde tabuet og give skilsmisserne mening?

For vi kan godt skabe hele, sunde og glade børn, selv om forældrene er skilt. Vi kan godt vise andre, os selv og børnene, hvad kærlighed er, og i hvor mange former den findes, ved at skabe ærlige, troværdige og autentiske relationer til eks’erne og i de nye familier, som opstår ud af skilsmisse.

Og det er her, jeg ønsker at sætte ind. Med bevidsthed. Og ansvar. Ansvaret for den gode skilsmisse.

Og det er ikke bare et praktisk ansvar. Det har de fleste styr på. Faktisk kaster mange sig energisk og hovedkuls ud i de praktiske udfordringer, fordi de så ikke behøver at forholde sig til de følelser, som buldrer indeni.

Vi tror, vi kan fikse børnenes følelsesstorm og forsøg på at navigere og forstå, hvordan deres fundament pludselig blev revet væk under dem, ved at sørge for det praktiske. Ved at indrette fine nye værelser og skabe ydre rammer.

Men det er ikke hele ansvaret. For der er et indre arbejde. Og kan vi ikke gøre det selv, kan vi ikke vise vores børn hvordan.

Kan vi ikke selv være følelsesmæssigt autentiske, hvordan skal vi så vise vores børn, hvordan de skal navigere?

Hvordan kan vi udvikle et sundt og stærk samarbejde med en eks om netop børnene, hvis nissen fra det forliste ægteskab, flytter med ind i den nye relation?

Det er nødvendigt at rydde op. Det er nødvendigt at tage et ansvar for det indre arbejde. Det er nødvendigt at sige farvel til nissen.

Hvis ikke, bliver din skilsmisse ikke det værd. Al den smerte. Al den sorg. Al det savn. Al den omvæltning. Giv det mening.

For det er dig, der bestemmer, om din skilsmisse bliver et sammenbrud eller et gennembrud.

Vil du lære hvordan, du tager det ansvar, rydder op, og siger farvel til nissen, så holder jeg foredrag i København d. 25. februar og Aarhus d. 3. marts.

OBS! Premiere-rabat: 1 person koster kr. 650,- og tager du en ven med betaler I kr. 400,- hver. 

Læs mere og tilmeld dig i København d. 25. februar, 2016
Læs mere og tilmeld dig i Aarhus d. 3. marts, 2016

Jeg håber vi ses…

Så blev det jul i det lille hjem

eller endnu en fortælling om, hvad overskud kan medføre…

IMG_7765Jeg har ønsket mig den nissedør i tre år. Og hvor svært kan det være at få den købt og sat op? Ikke så svært skulle man mene. Og så alligevel. 

For havde jeg sat den nissedør op forrige eller sidste år, så havde det blot føjet til mere pres på en i forvejen presset situation. Jeg har haft store uindfriede forventinger til julen de sidste to år. Ikke et ord – i dette indlæg – om at dele sine børn i julen, men nogle ord om forventninger, som jeg også har skrevet om før.

I år har letheden medført noget andet: overskud. Til jul. Julerier. Nissedøre. Konfekt. Juledekorationer. Drillenisser. Kalendergaver og julekalender – med en sund struktur omkring det hele, så det ikke betød al for sen sengetid og overstimulering. Det sidste lyder måske af lidt for meget struktur, men tidligere år har netop julekalender på DR kl. 19.30 kunne slå hele putterutinen i stykker.

Jeg har med andre ord givet den julegas. Ikke fra et sted af underskud, om end jeg kender  alt til den version. Men fra et sted af overskud. Derfor har det været sjovt. Og jeg har været overrasket over min egen glæde og kreativitet. Julestemning, som jeg ikke har oplevet den før. 

Fordi det ikke har været forceret. Og fordi jeg har sænket barren. Jeg opgav at købe alle kalendergaverne på én gang. Købte dem jeg havde fantasi til og tænkte, at jeg så nok fandt en løsning på resten. Har primært julet igennem med nissedør og drillenisser, når den store har været hos mig, fordi den lille ikke helt forstår det endnu.

IMG_7803Jeg har haft travlt med arbejdet denne december, mange opgaver og en del på farten. Så der har også været træthed. På de dage har jeg opgivet at finde på og drille. Og så alligevel. På vej i seng fik jeg en idé og ti minutter senere hang der strømper i hele stuen. Fordi jeg havde tilladt, at jeg ikke havde lyst og ikke orkede. Netop derfor, tror jeg, kom lysten til juleriet igen. På trods af træthed. Jeg fandt mit julehumør og intet har kunne ødelægge det.

I år blev det jul i det lille hjem. På en nye måde. På min måde. Nissedøren blev beviset og symbolet. 

Et menneske fra fortiden #TBT

Jeg kan bedst huske følelsen. Tyngden. Sorgen. Trætheden. Tvivlen. I går mødte jeg hende igen. Og noterede mig, som jeg også har skrevet om her, at følelsen var den modsatte. Lethed. Kærlighed. Glæde. Tro.

IMG_7780Det var den ældre, garvede, omsorgsfulde sundhedsplejerske, som på en eller anden måde blev en klippe i de første måneder af lille A’s liv. Når hun sad i min sofa og anerkendende nikkede, troede jeg på, at det nok skulle gå. Hun lyttede. Og delte af sin livslange erfaring. Hun var ikke bekymret. Jeg gjore det godt (nok). Og lille A skulle nok klare sig. Hun havde hørt historier, der var værre end min. Og hun havde set mange komme ud på den anden side.

I modsætning til besøgene i forbindelse med mit første barn handlede det ikke om at skulle præstere, “gøre det rigtigt” og vise overskud, men udelukkende om at blive set. Jeg frygtede ikke dommen. Havde bare brug for den erfaring og sparring, som nu sad i min sofa i form af en garvet sundhedsplejerske, som også var mor til tre og bedstemor til to.

Jeg kunne stille alle de “små spørgsmål” om hverdagstingene og plejen af mit lille barn. Men hun kunne også rumme de store spørgsmål. De to flettede så fint ind i hinanden, bundet sammen af erfaring.

Alt det kom op som varme og taknemmelighed i kroppen i går. Et menneske der så A og jeg. Ikke som ofre. Men som to stærke feminine kræfter. Så os med erfaringens øjne og vidste, at vi nok skulle klare os. Det var den energi hun kom med.  Samtidig lyttede hun til mit “lige nu” og gav den omsorg, som hun instinktivt mærkede, vi havde brug for lige der.

Intet af dette så jeg dengang. Men nu står det klart.

Hjælpen kom – endnu en gang – fra uventet kant og én jeg bestemt ikke havde opfattet som spillende på mit hold i forbindelse med mit første barn.

Og. Det vi har brug for i orkanens øje er så enkelt, at det er svært at bede om. Vished. Omsorg. Og mest af alt; at blive set. Uden dom. Uden at skulle fikses. Bare set. Som jeg  og lille A blev det af sundhedsplejersken fra kommunen…

Ikke udenom, men gennem det lille savn…

“Vi kan face-time, hvis du stadig savner senere”, sagde moren fiksende. “Det er ikke det samme”, svarede den kede søn. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se ham i øjnene. “Nej, det er det ikke. Det er det bestemt ikke”. Så lykkedes det.

Han ville have jeg kom med op. Ikke noget dramatisk, bare en for kort kontakt, fordi lillesøster skulle afleveres hos far og han var ikke klar til at slippe.

Jeg havde af flere omgange mindet mig selv om at møde ham i savnet. I stedet for at fikse ham. Snakke udenom. Aflede. (Som om det er muligt med en 6-årig dreng, der har “været skilt” i snart 3 år). Alligevel var det kun lykkedes i korte glimt. Derfor hang han stadig fast i mig.

Det handlede ikke om æbleskiver. Eller om lillesøster. Eller om at det ikke er rart hos far. Det handlede om påmindelsen. Jeg ved, at min søn trives hos både mor og far. Men skiftene er hans udfordring. Der hvor han er landet hos den ene og så skal over til den anden. Og så når vi ses midt i ugen. Der rammer det.

Det rammer også mig. For det handler om vane og om tilvænning. Men når et menneske, stort eller lille, pludselig er i ens sfære, så er det en forstyrrelse.

Endnu en gang mindes jeg om, at der kun er én vej. Gennem.

Gennem savnet. Den lille sorg. Fraværet. At turde dvæle ved det lige der, sammen med det lille menneske. Uden at fikse. For det kan ikke fikses. Ikke når man deler. Det er ok. Men svært. Lige der, hvor mennesket forstyrrer vanen. Og man må gå igennem, ikke udenom. Sammen.

At miste halvdelen af en barndom #TBT

I dag er det Throwback Thrusday. Det slog mig, da jeg skrev om minder og lange lemmer den anden dag, at der også her sniger sig et deleperspektiv ind, som jeg blev opmærksom på, længe før det overgik mig selv at dele mine børn.

Skilsmisse var meget svært for mig at at forholde mig til dengang i 2008. Jeg var unuanceret. Og dømte mennesker, som ikke kunne få det til at fungere.

Der var dog et menneske, som i et fint og skrøbeligt øjeblik efter sin skilsmisse sagde noget, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg siden har tænkt tilbage på mange gange:

“Jeg har ikke blot mistet min elsker og min bedste ven. Jeg har også mistet halvdelen af mit barns barndom”.

IMG_7124Det rørte mig. Det var så klart, at jeg allerede dengang kunne forstå det, på trods af at jeg delte verden op i sort og hvid, og skilsmisse hørte til i den sorte kategori. Jeg kunne forestille mig – med hovedet – hvor forfærdeligt det måtte være.

Senere har jeg i den grad mærket det i hjertet. Og når de børn vokser så hurtigt, som de gør i perioder, eksempelvis når de starter i skole, så kan en uge hos far godt føles som om, man lige er gået glip af en stor luns barndom.

Om minder, lange lemmer, små babyer og grove masker

Jeg har hukommelse som en si. Ikke når det kommer til nummerplader (hvad nytte har jeg af det), men når det kommer til minder. Særligt dem fra hverdagen. Jeg synes så mange fine små minder, øjeblikke, hvor verden stod stille, forsvinder ud gennem mit alt for grovmaskede net. Det gælder min egen barndom og opvækst, men nu også mine børns. Hvor er der mange minder, jeg ønsker at holde fast i. Sy fast i det grove net, så maskerne bliver mindre og ikke en eneste dag eller øjeblik kan smutte igennem.

FullSizeRenderI lørdags havde jeg gæster. De har en datter, der er tre måneder ældre end min ældste. Vi har fulgtes ad. Som familier. Og de som børn. Og nu skal du høre, hvad jeg kan huske. Jeg kan huske, hvor små de var. Da vi var på ferie i Frankrig og den ældste af dem fik sin første tand dernede og min lille dreng stadig kunne sove i sin lilla lift. Jeg husker, som var det i går, at de to små en nytårsdag, hvor hele familien havde overnattet, havde samme nattøj på fra H&M og vi dansede i rundkreds i stuen med de to tumlinge. Jeg husker alt muligt. Fra dengang de var helt små. Det er ikke længe siden. For så ville jeg ikke kunne huske det.

Så hvorfor sidder de så der, langlemmede og med et sprog og en viden, som imponerer. Som to rigtige mennesker med egne holdninger, tydelig personlighed og karaktertræk. Så selvstændige, at det nogle gange er irriterende. De kan indgå i en relation, passe på hinanden og sig selv. De kan føre dybsindige samtaler.

Hvor blev de små babyer af? De var her jo lige. Jeg ved det, for jeg kan huske det. Så det kan ikke være længe siden. Hvor blev tiden af? Hvordan blev de så store.

Det finmaskede net til at fange minderne i, bliver mere nødvendigt for hvert øjeblik, der flyver forbi. Jeg håber maskerne kan strikkes af taknemmelighed, nærvær og bloggen her.

Lykken er en storesøster…

Metanote: Hver torsdag vil jeg fra nu af dedikere til et minde. Måske en uge gammelt, måske 30 år, torsdage er tilbage i tiden. #TBT = Throwback Thursday – er nu blevet en del af bloggen.

Dengang jeg var lille, var jeg stadig den største. Jeg var storesøster og elskede min lillebror. En anden jeg elskede højt, var naboens store pige, som var 6 år ældre. Jeg husker så tydeligt en dag i børnehaven, hvor hun vinkede til mig inde fra klubben (!). Jeg blev et hoved højere. Mindst. Og da hun så præsenterede mig for sine veninder i klubben, som sin lillesøster, voksede jeg lige ind i himlen.

Det samme oplever jeg nu med lille A og naboens tvillingepiger. Egentlig er det storebrors legekammerater, men hver en chance hun får, sniger hun sig med ind, også nogle gange uden storebror, for at være sammen med de store piger. Ofte leger de ikke med hende. Så sidder hun blot mellem dem i sofaen og ser fjernsyn. Helt stille. Som om hun sluger hvert øjeblik råt og ikke tør røre sig af frygt for, at det så er forbi. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad hun ser i fjernsynet. Hun sidder der blot. Måske begynder hun efter lang tid at lege med de store pigers legetøj, men stadig helt tæt på dem, og helt stille.

Og jeg genkender mig selv. Endnu en gang . I hende. Og i den følelse, jeg er sikker på hun har. Af at kunne spejle sig i én af samme slags. Bare større. At se sig selv. Ude i fremtiden. Uden på nogen at være bevidst om nogle af de tanker.

Blot IMG_7636mærke tiltrækningskraften. Fascinationen. Suge til sig og lære. Og samtidig være under en tryg vinge. Fordi de store piger passer på den lille. At have en storesøster, oven i købet to, er bare lykken, når man er to år og er blevet den store i vuggestuen. Når man har fået et helt sprog til at opdage verden med og lege med de piger, som allerede er rykket i børnehaven. Når man på onsdag har sin første legeaftale. Oven i købet med én af pigerne fra børnehaven.

At blive så stor, som A gør i øjeblikket og så samtidig have mulighed for at være så lille, beskyttet og uendelig inspireret af naboens piger. Hvad end det er af kød og blod eller blot et sjælefællesskab, så er en storesøster lykken.

Fra trekløver til tosomhed – og tilbage igen

Den torsdag, hvor jeg afleverer min store dreng til sin far, er helt hellig. Det er min og lille A’s aften. Hvor vi sidder helt tæt og helt stille i sofaen. Mærker hinanden efter en uge, hvor vi har været tre. En lidt mere “rigtig” familie på tre. Nu er vi to. Tøserne. Og vi læner os ind i det og i hinanden. Det føles særligt på den helt stille måde.

For der er stille, når tre bliver til to. En 2-årigs behov er nogle andre end en 6-årig og to børns behov nogle andre end et barns. Mest fordi der kun er et barn. Det ene barn er mere stille end hun plejer. Fordi hun også mærker tomheden. Og spørger efter sin storebror. Hun nikker, når jeg svarer, at han er hos far. Hun kender godt rutinen. Men det mindsker ikke savnet.

Jeg spejler mig i hende. I hendes accept af virkeligheden. Også når den gør ondt. Eller er svær. Hun sætter ord på sine behov. Siger at hun savner ham. Spørger, hvornår hun skal over til far.

Virkeligheden er også, at hun har sin mor for sig selv. At vi pjatter og finder ind i den fineste lille symbiose (ligesom min store og hans far sikkert også gør den aften). Vi er helt tætte, lidt stille den første tid indtil kroppene vender sig til igen at være to.

Derefter hygger vi os og jeg kan føle mig helt skyldig over, hvor tæt jeg er med det lille menneske. Hvis tilstedeværelse i en tid holdt mig på benene uden at hun vidste det. Fordi jeg skulle. Fordi selv om jeg delte mit store barn, så var jeg stadig mor for et andet, når han blev afleveret.

Og selv om jeg til en hver tid vil foretrække mit lille trekløver (når nu kernefamilien ikke er en mulighed), så nyder jeg den tosomhed og nærhed, som ét barn kan have med én voksen.

En nærhed med den fineste, klogeste, sjoveste, mest temperamentsfulde lille lærermester. En tidlig og uspoleret version af mig selv. En tosomhed og en kærlighed, som overvælder mig.

IMG_7491Det sværeste? Dualismen. Der er altid den anden side. Som jeg også synes dette indlæg så fint illustrerer. Symbiosen er den ene side. Savnet den anden. Hele tiden hiver den anden side i mig, når jeg med umage nyder det jeg har.

Dualismen i hverdagen er først at slippe den store. For syv dage senere at tage imod ham igen. Lille A begynder som regel at spørge efter ham en dag eller to før. Og lige der trykker hun start på savnet. Så kan vi sammen glæde os og tælle ned til vi igen skal hente ham og blive et trekløver. Læne os ind i det og nyde den konstellation. Og sådan går hverdagen, i al sin almindelige absurditet.

Savnet…

Jeg har ønsket mig det så længe. Dengang fordi jeg havde brug for at komme til overfladen og trække vejret helt ned i lungerne. Helt ind i mig selv. Uden afbrydelser.

Jeg var flad og kørte på pumperne. Jeg trængte til pauser. Men ikke det gør jeg ikke mere. Ikke på samme måde. Som ordene om lethed gerne skulle beskrive i forrige indlæg.

Alligevel skal hun afleveres. Fordi hun savner sin far. Det siger hun selv. Og fordi hendes far gerne vil. Alt er, som det skal være.

Alligevel hiver længslen i mig. Jeg kan nemlig sagtens holde pauserne sammen med hende. Nu. Nu hvor hun ikke er der. For nu er hun hos sin far. Løb i hans arme. Efter at have hoppet, danset, grinet, talt og råbt “du kan ikke fange mig” hele vejen derover. Det er som det skal være.

Det er det her, jeg har ønsket så længe. For os alle. For mig. For hendes far. Og mest af alt for Anna.

Det betyder bare ikke, at det er rart. For det gør ondt. Savnet.

IMG_7582Og det er så nu, at jeg skal nyde min tid. Til at trække vejret helt ind. Komme til overfladen. Sove uafbrudt søvn (er så meget ud af træning, at det ikke sker, men det er heller ikke vigtigt. Mere).

Det bedste er at kunne tænke tanker til ende. Komme ud på den anden side af en tanke, og så… Ro. Og det næstbedste er ikke at skulle lave aftensmad. I går spiste jeg mysli med mælk på. Kl. 21.10.

Og så kan jeg gå ud. Mødes med voksne mennesker. Og fordybe mig i ord. Og arbejde. Alt sammen gode ting. Som jeg har savnet. Men ikke så meget, som jeg savner hende.

Jeg ved, at A er glad for sin far. Hun er sammen med sin bror, hvilket gør mig varm om hjertet. Hun har sikkert været sammen med sin farmor og farfar i går. Som hun er helt vild med. Det er så fint. Der er masser af kærlighed. Masser af omsorg. Det er, som det skal være. Og det er savnet vel egentlig også?

Goddag lethed. Farvel sorg.

Det gik meget godt, synes jeg. Indtil jeg mærkede letheden. Så forstod jeg. At nu gik det godt i ordets reneste forstand. Noget lettede. Noget vigtigt. Noget tungt. Endnu en rest af sorg havde sluppet mig. Eller jeg havde sluppet den.

IMG_7309Jeg har i flere uger forsøgt at beskrive den lethed. Som om mit blik løftede sig. Jeg kunne se ud over egen næse. (Det håber jeg at andre har oplevet, at jeg kunne tidligere, men nu det var én af fornemmelserne). Verden blev større. Farverne tydeligere. Perspektiverne flere.

Jeg kan rumme mere. Små og store ændringer eller skuffelser vælter mig ikke lige så nemt. De små, ligegyldige uheld, er færre. Altså af den slags hvor et glas vælter, hvor jeg glemmer nøglerne eller hvor vi kommer for sent (det gør jeg faktisk stadigvæk, men nu er det ikke pga. uheld).

Den bedste måde at beskrive det på, er hverdagen (er det ikke altid det?). Vi har i den seneste tid fået andre end de 12 hofretter, jeg har kørt med i de sidste 2 år. Jeg har improviseret i køkkenet. Da der manglede en ingrediens til frikadellerne og jeg til gengæld havde masser af thai-krydderier fik vi thai-spyd med nuddelsalat. Det kan synes af ingenting for dig, men for mig var det en regulær fest i køkkenet.

Jeg kunne genkende mig selv. Mit overskud. Min glæde ved at skabe.

Det gælder også bageriet. Jeg var holdt op med at bage. Nu sker det igen flere gange om ugen. Uden de store overvejelser eller overtalelser. Det sker bare.

Sådan er arbejdet også. Det føles ikke som hårdt arbejde mere. Det har det gjort. I en tid. Det var ok. Jeg følte, at der var noget jeg skulle bevise. Overfor mig selv. At jeg ville det.

Nu kan jeg begynde at høste det, jeg såede. Hvor fortærsket begrebet end er, så er det måske blot flow?

Letheden er måske blot overskud? Goddag, overskud. Hvor har jeg savnet dig. Mere end jeg var klar over. Og godt for det.

Det tankevækkende er så, at jeg før denne lethed syntes, at jeg var kommet igennem. Ud på den anden side af en svær tid efter at min familie pludselig blev en anden og mit liv ligeså. Jeg syntes, det havde taget lang tid. Dengang.

Nu skriver jeg 2 år og 9 måneder. Siden han flyttede. Og i denne måned mærkede jeg letheden. Det er skræmmende lang tid at vente på overskud. Godt jeg ikke ventede bevidst. Godt jeg blot var i stand til at mærke, da det pludselig var der og kan glædes over det nu.

IMG_7031Godt sorg, livet og al udvikling er af den slags. Som er tydeligst i bakspejlet. Ellers var jeg ikke sikker på vi kom igennem. Godt jeg synes det også var rart for måneder siden. Nu er det blot endnu rarere.

Men mest af alt lettere. Jeg er let. Livet er let. Smukt. Fyldt med perspektiver. Også de svære. Men jeg kan bære dem nu. Fordi noget tungt slap mig eller jeg det. Så jeg kunne mærke letheden. Hej lethed. Jeg nyder dig i fulde drag. Og kan mærke, at jeg svæver. (Og jeg er ikke  en gang forelsket. Endnu…)