Kategoriarkiv: Delefar…

En mors bekendelser (om også at skulle være faren)

Han havde faktisk bare ikke tillid til mig. Han sagde han var utryg. Men det var på grund af mig. Han tvivlede på mine evner som scooter-kører. Da jeg spurgte ham, om det havde været anderledes, hvis det var hans far, han skulle køre med, svarede han tøvende ja. Så blev jeg først rigtig træt af det. Omvendt bekræftede det min mistanke. Og så er det, jeg mander mig op.

IMG_0073Til gengæld var det desto større, da han sad med armene om mig, bag på scooteren, på vej af de hullede grusstier ind til vandfaldet gennem junglen og jeg hørte ham sige; “jeg har den sejeste mor i verden”. Jeg tror ikke der er mange, der er så seje som dig, mor. Du er virkelig god til at køre på scooter. Og det er så fedt. Jeg er glad for, at jeg tog med”.

Jeg smilede for mig selv foran ham. Jeg vil gerne være den sejeste mor. Men jeg ved også, hvorfor jeg gør mig så umage for at være det. Fordi der ikke er nogen far med.

Jeg skulle være sej en gang til. Da Noah fandt det smukkeste og største konkylie jeg har set i levende live under vand. Vi snorklede ud for en lille øde ø, som Noah har døbt Hawaii (fordi det er det den ligner, når vi sidder og nyder solnedgangen og øen ligger overfor med alle sine palmer og er sin helt egen). Konkyliet lå, så jeg næsten kunne nå det, uden at skulle dykke ned. Men kun næsten. Så der lå jeg så, i overfladen, og samlede mod til mig. For jeg elsker at dykke. Men jeg behøver bestemt ikke røre ved noget af det, jeg ser.

IMG_0072Men sådan er det ikke, når jeg har børnene med. Det var det heller ikke i sommer, da vi samlede på søpindsvin i de græske farvande. Nu var jeg på den igen. Da jeg endelig trak vejret dybt, holdt vejret, dykkede ned og greb forsigtigt om konkylien, blev jeg så forskrækket over hvor tung og stor den var, at jeg slap den igen, kun for at den sank endnu længere ned. Okay, også fordi den så noget så ulækker ud, da jeg vendte den rundt og så den største, sorte snegl, som havde til huse indeni.

Men på den igen. For han lå jo lige der i overfladen. Min søn. Og holdt vejret sammen med mig. Op til overfladen kom den. Og ombord i kajakken.

Han gentog sig selv; “du er den sejeste, mor”. Og det er jeg måske nok. Fordi jeg skal være det. Jeg skal være moren. Men også faren. Sådan er det, når man deler sine børn og far ikke er med på ferie. For havde han været det, så havde det bestemt ikke været mig, der havde samlet det konkylie op.

Min grænse blev trukket, da vi kom hjem på resortet med konkyliet. Egentlig ville jeg så gerne, at vi selv havde tage livet af den meget livlige – og store – snegl indeni. Men hertil og ikke længere. Så da de søde drenge på stedet pludselig tog den med og sagde “sixty minutes” kom jeg bestemt ikke med indvendinger. Bagefter tænkte jeg, at Noah skulle have været vidne til det.

Men det må blive sammen med hans far. Eller en anden mand. For mig bliver det ikke med.

Jeg vil blot nyde mindet om drengen, der sad bag mig på scooteren og til tider kyssede min bare skulder. Mindet om drengen, der gik rundt på resortet og viste hele personalet sin konkylie. Og drengen der faldt i søvn, mens han lå og lyttede til konkyliens susen.

Og minde mig selv om, at jeg er nok. Også selv om jeg elsker, når han synes, jeg er sej.

Og bære mindet i mit hjerte om et barn foran og et barn bag mig på scooteren. Begge nynnende hver sin melodi. På vej ud i det blå. Tættere på mor-idyl, lykken og friheden kommer jeg ikke…

Delefar..., Delemor..., Kærlighed

De fordømte forventninger…

Man skulle tro, jeg var klar over det nu. Når forventninger ikke indfries indtræder skuffelsen. Og skuffelse gør ikke noget godt for relationen mellem to mennesker. Slet ikke to, som en gang var elskende og nu deler børn.

Expectation is the root of all heartache. – William Shakespeare

Alligevel falder jeg i om og om igen. De fordømte forventinger. Og ønsker. Ønsket om at hvis vi ikke kan være sammen, så lad os i det mindste være sammen om vores børn.

Don't expect, what (2)Det er vi også. Vi har bare forskelllige definitioner af, hvad det betyder i praksis. Jeg render panden mod den mur om og om igen. Og det gør ondt. Hver gang.

Ondt i hjertet, fordi det jo stadig burde handle om kærligheden. Om den kærlighed vi stadig har til fælles. Kærligheden til børnene. Men så enkelt er det ikke. Når to voksne mennesker samtidig skal  slippe hinanden og finde en ny måde at dele kærligheden til børnene på.

Og ondt i stoltheden. Nu fik jeg endnu et nej. Nu stillede jeg mig derud igen og sagde højt, hvad jeg ønskede. Og blev igen afvist. Det er i disse sammenhænge laveste fællesnævner, der bestemmer. For en tættere relation kan ikke forceres. Eller påtvinges.

Men stoltheden må jeg slippe. Den er der ikke plads til, når børnene er involveret. I stedet må jeg samle sårbarheden op. Den jeg smed fra mig, fordi jeg ikke orkede mere. Ikke kunne se, hvorfor jeg skulle blive ved. Jeg må sige det, der er. Stille mig derud. Tage samtalen.

ExpectationsMåske mere end én. I stedet for at gemme mine forventinger væk. Under overfladen lever de nemlig deres eget liv. Og dernede fra kan de gøre rigtig meget skade. Det kan sårbarheden ikke. Den er blot noget så irriterende. Og svær at arbejde med. Særligt hvis vreden og stoltheden også vil lege med.

Så bliver det nemmere at spille for det hårde hold. Fordi det ikke er nær så farligt. Fordi eksponeringen er mindre. Men mine erfaringer med at vinde på det hårde hold er blot, at jeg i sidste ende taber alligevel. Taber relationen.

Og det var den, jeg sagde ja til at spille for. Det var den forventning, jeg fik på banen med. Fordømte forventninger.

Delefar..., Delemor..., Det jeg lærte..., , , , ,

Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

Jeg kan ikke komme udenom det. Det vil jeg heller ikke. For den lille skal også have en far. Alligevel havde jeg troet det ville blive nemmere. Nemmere end første gang jeg skulle dele. Hvor jeg følte det som om mit hjerte bristede, hver gang jeg afleverede ham. Den store.

Nu er den lille blevet stor nok. Det er også nemmere. Fordi der er en vane. Og fordi det stadig er for så kort tid tid (24 timer).

Det er også noget andet. Fordi omstændighederne er nogle andre.

Men dele. Det skal jeg. Én gang til. Og igen spørger jeg mig selv hvorfor så mange lykkes med at gøre det uden at blive nødt til at sige det højt?

Selvfølgelig skal de dele. Selvfølgelig skal jeg dele. Et barn har brug for både en mor og en far. Men hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe?

foto (17)Det er anderledes at dele lille A, fordi hun har været hos mig. Uden ham. Og derfor kender han hende ikke så godt, som han kender den store. Det gør ondt at skrive det. Jeg ved, det gør også gør ondt på ham.

A er vild med sin far. Og han med hende. Ingen tvivl om det. Alligevel kan jeg ikke mønstre den samme tillid. Egentlig naturligt nok. Men svært at italesætte. Fordi det uvægerligt taler ind til kernen af smerten. Jeg tier ikke. Men får det alligevel ikke sagt klart. Når jeg skriver det her, kan jeg mærke, at det er et problem.

Ikke at sige det, der er. Fordi det er der. Lige der midt mellem to voksne, som skal dele én gang til. Det var ikke nemt første gang. Faktisk var det ulykkeligt og urimelig svært.

Situationen er en anden med lille A. Men fortielse tjener stadig ikke situationen.

I går kom hun hjem fra sin far. Satte sig ind i sofaen og kaldte på mig. Vi så en film. Helt tæt. Helt stille. Sådan sad vi længe. Og jeg kunne mærke, hvordan uroen langsomt blev afløst af ro. Hvordan skuldrene fladt på plads og spændingen forsvandt. Det er bare noget andet med hende her.

Den kærlighed til hende har ikke været delt med noget andet menneske. Jeg har skulle rumme den indeni. Alene. Og gjort det. Med stor glæde og følelsen af at boble over. Nærmest hver gang jeg ser på hende. Men også savn. “Jeg er den”, plejer hendes far at sige. Og det er jeg. Jeg ville ønske, han også var. Men det er han ikke. Og jeg har ellers nok kærlighed indeni. Kunne sagtens hælde en liter eller to i ham. Men han må finde sin egen vej.

Det er så tydeligt for mig nu, at vi ikke er sammen om at dele hende her. At denne proces er en anden. Så det er forfra. Jeg kan mærke uroen, når jeg skriver det. Jeg ville gerne vide, at jeg havde gået på denne vej før. Fordi hullerne man falder i er som knive i hjertet. Det ved jeg. Fra tidligere.

Jeg må stille mig derud. I uvisheden. Men også i sårbarheden. Måske endda smerten. Smerten over at det er anderledes. Tale om det. Så vi sammen kan gå udenom hullerne. For de gør intet godt for os. Snarere tværtimod.

Der er dog én ting, der hjælper mig og som jeg ikke havde sidst. Vanen. At deleriet ikke længere er en fremmed disciplin.

Alligevel må jeg spørge igen: hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle, at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe? Eller kan vanen virkelig læge alle sår?

Delefar..., Delehjerte, Delemor..., Et hjertes bristen, Nye begyndelser..., , , , ,

Søskendekærlighed

Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

foto (12)

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.

Bror og søster, Delefar..., Delemor..., Det jeg lærte..., Nye begyndelser..., , , , , ,