Kategoriarkiv: Et hjertes bristen

Ikke udenom, men gennem det lille savn…

“Vi kan face-time, hvis du stadig savner senere”, sagde moren fiksende. “Det er ikke det samme”, svarede den kede søn. Jeg satte mig på hug, så jeg kunne se ham i øjnene. “Nej, det er det ikke. Det er det bestemt ikke”. Så lykkedes det.

Han ville have jeg kom med op. Ikke noget dramatisk, bare en for kort kontakt, fordi lillesøster skulle afleveres hos far og han var ikke klar til at slippe.

Jeg havde af flere omgange mindet mig selv om at møde ham i savnet. I stedet for at fikse ham. Snakke udenom. Aflede. (Som om det er muligt med en 6-årig dreng, der har “været skilt” i snart 3 år). Alligevel var det kun lykkedes i korte glimt. Derfor hang han stadig fast i mig.

Det handlede ikke om æbleskiver. Eller om lillesøster. Eller om at det ikke er rart hos far. Det handlede om påmindelsen. Jeg ved, at min søn trives hos både mor og far. Men skiftene er hans udfordring. Der hvor han er landet hos den ene og så skal over til den anden. Og så når vi ses midt i ugen. Der rammer det.

Det rammer også mig. For det handler om vane og om tilvænning. Men når et menneske, stort eller lille, pludselig er i ens sfære, så er det en forstyrrelse.

Endnu en gang mindes jeg om, at der kun er én vej. Gennem.

Gennem savnet. Den lille sorg. Fraværet. At turde dvæle ved det lige der, sammen med det lille menneske. Uden at fikse. For det kan ikke fikses. Ikke når man deler. Det er ok. Men svært. Lige der, hvor mennesket forstyrrer vanen. Og man må gå igennem, ikke udenom. Sammen.

Savnet…

Jeg har ønsket mig det så længe. Dengang fordi jeg havde brug for at komme til overfladen og trække vejret helt ned i lungerne. Helt ind i mig selv. Uden afbrydelser.

Jeg var flad og kørte på pumperne. Jeg trængte til pauser. Men ikke det gør jeg ikke mere. Ikke på samme måde. Som ordene om lethed gerne skulle beskrive i forrige indlæg.

Alligevel skal hun afleveres. Fordi hun savner sin far. Det siger hun selv. Og fordi hendes far gerne vil. Alt er, som det skal være.

Alligevel hiver længslen i mig. Jeg kan nemlig sagtens holde pauserne sammen med hende. Nu. Nu hvor hun ikke er der. For nu er hun hos sin far. Løb i hans arme. Efter at have hoppet, danset, grinet, talt og råbt “du kan ikke fange mig” hele vejen derover. Det er som det skal være.

Det er det her, jeg har ønsket så længe. For os alle. For mig. For hendes far. Og mest af alt for Anna.

Det betyder bare ikke, at det er rart. For det gør ondt. Savnet.

IMG_7582Og det er så nu, at jeg skal nyde min tid. Til at trække vejret helt ind. Komme til overfladen. Sove uafbrudt søvn (er så meget ud af træning, at det ikke sker, men det er heller ikke vigtigt. Mere).

Det bedste er at kunne tænke tanker til ende. Komme ud på den anden side af en tanke, og så… Ro. Og det næstbedste er ikke at skulle lave aftensmad. I går spiste jeg mysli med mælk på. Kl. 21.10.

Og så kan jeg gå ud. Mødes med voksne mennesker. Og fordybe mig i ord. Og arbejde. Alt sammen gode ting. Som jeg har savnet. Men ikke så meget, som jeg savner hende.

Jeg ved, at A er glad for sin far. Hun er sammen med sin bror, hvilket gør mig varm om hjertet. Hun har sikkert været sammen med sin farmor og farfar i går. Som hun er helt vild med. Det er så fint. Der er masser af kærlighed. Masser af omsorg. Det er, som det skal være. Og det er savnet vel egentlig også?

Tvang, ja-tak

Tænk, hvis vi var blevet tvunget. Tænk, hvis vi var blevet tvunget til at se hinanden i øjnene. Tænk hvis vi var blevet tvunget til at tale ud, tale om og tale færdig. Tænk hvis vi ikke kunne gå, hæve stemmen eller lægge på.

Tænk, hvis det nej, jeg mødte, da jeg foreslog terapi ikke var blevet accepteret. Tænk hvis vi var blevet tvunget til terapi.

Jeg er sikker på, at meget havde været anderledes i dag.

Så når der vedtages en ny skilsmissepakke uden tiltag omhandlende mægling mellem forældre, så er det som om de har sovet i timen. Når en morfar skyder en far og en advokat i retten, må noget gøres. Men det handler ikke kun om statsamt og fogedret. Det handler om forebyggelsen. Om at forstå smerten og følelserne bag. Om alt andet end jura.

Vi var begge uddannede coaches. Og selv mens det var værst, tvivlede jeg aldrig på, at vi var enige om intentionen; vi ville have det til at virke. Ingen forsøgte at sabotere det bevidst. Ingen handlede i ond vilje. Vi ville det samme mål. Vi var bare ikke enige om vejen derhen. Vi kunne bare ikke stå ved siden af hinanden. Ikke alene. Ikke lige der.

Selv vi faldt i. Om og om igen. Hvilket var dyrt for vores børn. Selv om vi gjorde os umage for at holde dem udenfor. Og lykkedes 95% af tiden. Men det kostede dyrt for dem, fordi vores relation tog så voldsomt skade.

Det var smerten. Smerten, der smed os af sporet hele tiden. Der var så meget smerte. Så mange knuste hjerter. Så meget ulykkelighed. Så meget, der blev ødelagt. Så stor en sorg.

Til at starte med gjorde smerten blind. Jeg så slet ikke, det var den, der gang på gang smed os ud på det dybe. Senere så jeg det. Da smerten aftog en my, men stadig havde taget i os. Alligevel kunne jeg ikke altid holde kursen. Det kunne han heller ikke.

Og i dag. I dag er skaden sket og der er langt tilbage, selv om vi virkelig arbejder på det. Selv om smerten er blevet en sorg, der er til at rumme. Men skaden er erfaringen. Alt det dårlige og svære vi opleve i en tid, der i forvejen var så umenneskelig svær. I dag er det blevet et filter, som jeg nogle gange kommer til at se ham og hans ord gennem, hvis jeg er ubevidst et øjeblik (og det er jeg).

Så ser jeg det, jeg så for to år siden, da konflikterne var på deres mest smertefulde. Og måske er det et spøgelse. Fra fortiden. Måske ser jeg ikke, at han faktisk prøver. At han faktisk ønsker at møde mig.

Det er min smertekrop, der reagerer. Det der gjorde så ondt dengang. Og som stadig sidder i mig. Fordi vi ikke fik hjælp til at bearbejde det. Og nogle gange tænker jeg, at det stadig gør mig blind.

Jeg er ikke stolt af at indrømme det. At vi ikke klarede det bedre. At vi med vores professionelle virke ikke kunne komme bedre igennem den første tid. Jeg skammer mig faktisk. Men jeg ved, at vi gjorde vores bedste. Jeg ved, at smerten gjorde os blind og tvang os i knæ.

Og når vi ikke kunne uden tvang. Hvad så med alle dem, som ikke en gang har de forudsætninger, vi havde?

Vi skal tvinges til at tale sammen, når smerten tager over. Når det handler om at dele vores børn. Når det handler om at skabe et trygt fundament for et barn, der skal flytte mellem sin mor og sin far. Når det handler om en relation, som nu ikke længere er naturlig, men som for børnene er den vigtigste relation for deres trivsel og barndom.

For som de sagde i TV i aften efter dokumentaren “Stop nu krigen, mor og far” på TV2: “Tvang er en god idé. Nogle har brug for det, andre har ikke. Men det skader ingen”.

Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

Jeg kan ikke komme udenom det. Det vil jeg heller ikke. For den lille skal også have en far. Alligevel havde jeg troet det ville blive nemmere. Nemmere end første gang jeg skulle dele. Hvor jeg følte det som om mit hjerte bristede, hver gang jeg afleverede ham. Den store.

Nu er den lille blevet stor nok. Det er også nemmere. Fordi der er en vane. Og fordi det stadig er for så kort tid tid (24 timer).

Det er også noget andet. Fordi omstændighederne er nogle andre.

Men dele. Det skal jeg. Én gang til. Og igen spørger jeg mig selv hvorfor så mange lykkes med at gøre det uden at blive nødt til at sige det højt?

Selvfølgelig skal de dele. Selvfølgelig skal jeg dele. Et barn har brug for både en mor og en far. Men hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe?

foto (17)Det er anderledes at dele lille A, fordi hun har været hos mig. Uden ham. Og derfor kender han hende ikke så godt, som han kender den store. Det gør ondt at skrive det. Jeg ved, det gør også gør ondt på ham.

A er vild med sin far. Og han med hende. Ingen tvivl om det. Alligevel kan jeg ikke mønstre den samme tillid. Egentlig naturligt nok. Men svært at italesætte. Fordi det uvægerligt taler ind til kernen af smerten. Jeg tier ikke. Men får det alligevel ikke sagt klart. Når jeg skriver det her, kan jeg mærke, at det er et problem.

Ikke at sige det, der er. Fordi det er der. Lige der midt mellem to voksne, som skal dele én gang til. Det var ikke nemt første gang. Faktisk var det ulykkeligt og urimelig svært.

Situationen er en anden med lille A. Men fortielse tjener stadig ikke situationen.

I går kom hun hjem fra sin far. Satte sig ind i sofaen og kaldte på mig. Vi så en film. Helt tæt. Helt stille. Sådan sad vi længe. Og jeg kunne mærke, hvordan uroen langsomt blev afløst af ro. Hvordan skuldrene fladt på plads og spændingen forsvandt. Det er bare noget andet med hende her.

Den kærlighed til hende har ikke været delt med noget andet menneske. Jeg har skulle rumme den indeni. Alene. Og gjort det. Med stor glæde og følelsen af at boble over. Nærmest hver gang jeg ser på hende. Men også savn. “Jeg er den”, plejer hendes far at sige. Og det er jeg. Jeg ville ønske, han også var. Men det er han ikke. Og jeg har ellers nok kærlighed indeni. Kunne sagtens hælde en liter eller to i ham. Men han må finde sin egen vej.

Det er så tydeligt for mig nu, at vi ikke er sammen om at dele hende her. At denne proces er en anden. Så det er forfra. Jeg kan mærke uroen, når jeg skriver det. Jeg ville gerne vide, at jeg havde gået på denne vej før. Fordi hullerne man falder i er som knive i hjertet. Det ved jeg. Fra tidligere.

Jeg må stille mig derud. I uvisheden. Men også i sårbarheden. Måske endda smerten. Smerten over at det er anderledes. Tale om det. Så vi sammen kan gå udenom hullerne. For de gør intet godt for os. Snarere tværtimod.

Der er dog én ting, der hjælper mig og som jeg ikke havde sidst. Vanen. At deleriet ikke længere er en fremmed disciplin.

Alligevel må jeg spørge igen: hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle, at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe? Eller kan vanen virkelig læge alle sår?

Om at give slip, igen og igen – og om kærlighed og synkronisitet fra parellelverdener

Jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Jeg nærmest sluger det. Og kan ikke slippe de mennesker jeg møder i den fiktive verden. Jeg sætter min egen verden på pause og kaster mig ind i deres. Sniger mig til et kapitel og til samvær med min parallelverden, så snart jeg kan. Jeg nyder i fulde drag at være tæt på ordene igen. Og kan mærke de inspirerer.

Men. Jeg savner de fiktive mennesker, når jeg har læst sidste side. Jeg har forholdt mig til dem. Til deres glæde og smerte. Og jeg har ikke lyst til at slippe.

Temaet for de sidste to bøger har været kvinde, der forelsker sig i mand, der dør. Lagde først mærke til sammenfaldet her til aften. Jeg kendte ikke handlingerne på forhånd (og skal nok lade være med at fortælle, hvilke bøger, for så har jeg jo stjålet din rene læseglæde), og når sådanne tilfældigheder viser sig i mit liv, tror jeg på signaler, beskeder, symboler. Mening. Synkronisitet.

Der sker ting i det virkelige liv, som også kun er mavefornemmelser. Kun er små observationer. Når man kender et menneske godt, så ser man de helt små ændringer. Eller jeg gør; lidt mere distræt end sædvanligvis. Vinflaskerne. Den lidt for hurtige afvisning og de korte udtalelser, for ikke at komme til at sige for meget.

Jeg har i et to et halvt år øvet mig i at slippe. For det er ikke noget, du gør fra det ene øjeblik til det andet. At slippe et andet menneske er noget du gør om og om igen. I hvert fald hvis du ikke selv har valgt det til at begynde med. Men hver dag kan du vælge at slippe lidt mere.

Men det betyder ikke, at kærligheden dør. Kærlighed dør ikke, fordi forholdet gør. Den ændrer sig. Selvfølgelig. Det gør den også i et forhold.

I mit tilfælde elskede jeg meget højt, også selv om jeg slap. Og jeg aldrig blev ledt til at håbe igen. Jeg tror den store kærlighed var med til bevare den relation, som skal bestå for at kunne dele børn mellem sig. Jeg tror den store kærlighed var en pude af blødhed midt i en kamp, en hårdhed og hav af smerte, som kunne have ødelagt os. Og mest af alt tror jeg den kærlighed satte mig fri. Mindede mig om hvem jeg var. Helt inde ved kernen. Så jeg tilgav mig selv for stadig at elske. Også selv om det gjorde ondt, når han skubbede. Selv om jeg godt forstod, at han gjorde det. At han smerte var ikke at kunne gengælde kærligheden og derfor måtte han også skubbe min væk.

Og så en dag opdagede jeg at kærligheden havde transformeret sig. At den ikke rev og sled i hjertet længere. Og et øjeblik, eller faktisk mange øjeblikke, blev jeg bange. For hvad så? Og hvorfor var jeg holdt op med at elske? Ville jeg ikke altid gøre det?

I dag kender jeg svaret. Jo, jeg vil stadig elske. Men ikke på en måde. For vi har en historie og deler det mest dyrebare. Jeg mærker ikke kærligheden hver dag. I perioder mærker jeg faktisk ligegyldighed. Men det er også godt. Selv om det ikke altid føles sådan. Jeg fortæller mig selv, at det er tiden, som guider kærligheden et nyt sted hen.

Og når jeg læser disse bøger, opdager jeg, at jeg ikke er den eneste, som har svært ved at slippe. At al forandring er svær. Men de minder mig om, at kærlighed ikke har en ramme. At vi kan elske, også selv vi ikke er mere.

Men også om at vi skal slippe. Vi må godt sørge. Men vi skal slippe. Og respektere livet. Og valgene. Og at forandring er det eneste vi kan være sikre på. Vi kan ikke holde fast. Så jeg ser tegnene. Trækker vejret dybt. En hel masse. Og slipper. Igen.

Og jeg kan gøre det, fordi disse bøger minder mig om, at kærlighed ikke dør. Den har sit eget liv. Som vi ikke skal forsøge at definere. Vores opgave er blot at tage imod. Turde mærke den og åbne os for den. Og være taknemmelige. For det hele. Også sorgen. For den er vores vidne. Vores bevis. Bevis på kærligheden.

Ren kærlighed…

Jeg ved ikke, hvorfor jeg tuder hver gang jeg ser babyer blive badet.

Men det her er oven i købet tvillinger. Se lige, hvor meget kærlighed, ømhed og omsorg. Det er ren overgivelse. Ren kærlighed. Bare rent (no pun intented).

Og så kommer jeg til at tænke på dengang, jeg  selv badede lille A i håndvasken med en løbende vandhane (inspireret af netop disse videoer). Hun var helt ny og lille. Og hun lå bare der i vandet med sin rynkede hud. Og tog imod. Og nød. Og så faldt hun i søvn krøllet rundt om min ene hånd. Og jeg stod der og havde lyst til at trykke på livets pauseknap. Råbe til verden, at de skulle komme og opleve dette øjeblik sammen med mig.  Men havde ingen at dele det med, og var lige ved at implodere af kærhed, kærlighed og det rene, smukke liv. Måske derfor græder jeg:)

En svær kamel at sluge!

Det har været svært at komme hjem fra ferie. Jeg synes, prisen har været høj.

Ikke så meget for mig. Jeg synes jeg har vænnet mig til savnet, som heller ikke denne gang udeblev.

Men jeg har været vidne til to søskende, som virkelig har savnet hinanden. Som aldrig nogensinde har været sammen i 3 uger i træk før. Og det har været så rørende at være vidne til det bånd, som allerede var stærkt, men som nu virker udbrydeligt. De har på skift grædt, når den ene er blevet hentet og den anden skulle blive. Den lille har spurgt efter den store, som det første, når hun vågnede om morgenen.

Det er allerede bevet bedre. Men det har gjort ondt.

Så ondt at jeg har haft svært ved at koncentrere mig om arbejdet. Og haft svært ved stilheden om aftenen.

Og så slog det mig pludselig. Det er i tider som disse, at jeg simpelthen bliver nødt til at læne mig op ad min spiritualitet. En spiritualitet, som blev markant stærkere, da børnenes far flyttede. Fordi det gjorde ondt. Fordi jeg var magtesløs. Fordi det ikke gav mening overhovedet.

Jeg forstod ingenting. Og havde massiv modstand på virkeligheden, hvis jeg tænkte for meget over det.

Kun når jeg mindende mig selv om, at jeg ikke kunne regne livet ud, at jeg ikke vidste, hvad meningen var, men hele tiden kunne vælge at have tillid til, at der var en mening. At der var et smukkere liv for både mig og mine unger. Og for deres far.  Og at den smerte, som vi påførte dem, ville gøre dem til de mennsker, som det var meningen, de skulle blive. At det ville være med til at forme dem. Til det, de var ment til at skulle udrette i verden.

Foto: MagnetTV  og @pernillesdaily (Instagram) - sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.
Foto: MagnetTV og @pernillesdaily (Instagram) – sig endelig til hvis jeg skal fjerne det.

Det fjerner ikke smerten. Men det fjerner modstanden. Og kampen. Mod virkeligheden. Som er en kamp vi altid taber, og som er umådelig hård at kæmpe. Det gør smerten renere. Og lige der kan taknemmeligheden også vise sig. Taknemmeligheden over alt det, som trods alt er.

Alligevel kan jeg, i de øjeblik hvor sætningen dukker op i mit hoved, have lyst til at sparke, råbe og skrige. Det er modstanden, der taler. Men hvis jeg læner mig ind i den modstand, så smelter den, og jeg  mærker overgivelsen. Blødheden. Og tilliden. Det er den samme krampetrækning hver gang. Og nogle gange, hvis det virkelig gør ondt, udebliver forløsningen.

Men langt de fleste gange, så er den overgivelse den eneste løsning. Det andet gør simpelthen for ondt. For længe. Og jeg kan kæmpe nok så meget, men virkeligheden vinder alligevel. Så alt er godt. Også smerten. Bare den er renset for modstand.

For så kan der, lige der i den rene smerte også opstå den dybeste kærlighed. For det giver mening. For mig. Jo dybere smerte, jo dybere kærlighed. Og jeg har virkelig elsket. Og ud af de kom mine børn. Så ja, alt er godt. Også selv om det er en kamel at sluge en gang i mellem.

Er jeg skole-klar?

Det burde da være mit barn, der spurgte mig om det. Men det gør han ikke. Det gør eg til gengæld.

Han glæder sig. Det er kun moren, som i sit hjerte frygter, hvordan det skal gå den lille dreng, som er blevet stor uden at jeg nåede at opdage det. “Han er så blød” tænker jeg. “Han er så mild”. Jeg elsker ham for det, men nu kan jeg godt blive bange for at det giver knubs.

Og mens jeg skriver det, sker der, som så ofte før, noget magisk. Jeg tænker. Knubs, de gør ondt ja, men jeg er lige her til at hjælpe ham med at forstå og navigere. Og knubs er også livsduelighed. Og får han ikke den nu, så kan det blive benspænd og styrt senere.

Tjek. Så er den klaret. I hovedet i hvert fald. Men hjertet, det er stadig blødt – og let blødende.

For han er blevet stor det sidste år. Og jeg tror faktisk på, at han er klar.

Men jeg er ikke. Jeg er da ikke mor til et skolebarn. Jeg er da baby-mor. Det er da små størrelser, jeg skal navigere i. Ikke madpakker, legegrupper, lektier og lærere. En hel anden kommunikation – og meget mindre kontrol – eller indsigt, er vel et pænere ord.

Jeg glæder mig til at skulle læse med mit barn og lave lektier. Jeg glæder mig til alle de spændende snakke, når han kommer hjem med ny viden. Jeg elsker hans videbegærlighed. Og jeg er sikker på vi begge bliver så kloge af det her.

Men min identitet skal også i skole. Den skal nemlig lære, at jeg nu er mor til et skolebarn. At jeg er blevet  voksen. Og det ved jeg faktisk ikke om jeg er helt klar til at være.

En aften med tilskuere på…

Jeg følte, vi havde tilskuere på. Jeg blev så selvbevidst. Og så skammede jeg mig. Igen. Stadigvæk.

Den anden dag, da vi havde været nede og bade alle 4 og skulle gå hver til sit, to og to, skete det lige foran afslutningen på en børnefødselsdag  i stuelejligheden. Og det var jeg meget bevidst om. Ikke at det påvirkede mig. Ikke at jeg gjorde eller sagde noget anderledes til mine børn i den svære situation.

Men jeg kunne mærke skammen.

foto (14)Den samme skam, som da vi sad på kanten efter at have badet og den store spurgte om han måtte sove hos mig sammen med sin lillesøster. Og jeg svarede at han jo var hos far i dag og at vi skulle ses i morgen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de to fyre, som netop var kommet op af vandet og nu stod og tørrede sig og nød aftenen, helt sikkert havde troet at vi var en “almindelig” familie (jeg var lige ved at skrive “rigtig familie”). At vi bare var nede at bade og lige om lidt skulle hjem (til det samme hjem).

Men nu overhørte de så, at sådan hang det ikke sammen.

Måske lagde de ikke mærke til det. Det kan sagtens være mit indre spotlight, der lyser så stærkt, at jeg tror, alle andre kan se det. Det er egentlig ikke vigtigt. Men det er til gengæld min skam. At jeg stadig ikke har sluttet fred med situationen.

Måske er det også derfor, jeg ikke helt kan nyde og give mig hen til at vi faktisk – efter mere end to års gode intentioner blandet med smerte og masser af fald i store, grimme huller -endelig er der, hvor vi kan lave noget sammen alle 4. Jeg oplever – ofte bagefter – at jeg flytter mig fra det og ikke har kunne finde ro i det. Fordi jeg ved, at det ikke er sandt. Fordi vi jo ikke er en familie på den måde, vi var en gang.

Når jeg skriver det, er jeg helt med på, at her er et indre arbejde, jeg ikke er færdig med. Jeg føler mig utaknemmelig. For med alt det, der har været, er det her så fint. Og når jeg skriver, er jeg faktisk taknemmelig. For at vi er nået hertil.

Men der er stadig en modstand mod virkeligheden. Måske fordi en del af mig, den lille pige, som voksede op i en kernefamilie og som barn ikke kendte en eneste familie, der var skilt, stadig længes efter at være “en rigtig familie”.

Og så pyt med tilskuerne. De bliver bare en påmindelse om den lille pige, som stadig skammer sig over den nye familie og længes efter den gamle…

Men i skrivende stund går det op for mig, at det også bliver en påmindelse om noget andet. Om ikke at være tilskuer i mit eget liv. Men være lige der, hvor det er. Træde ind på virkelighedens scenen. Der, hvor vi ikke er den familie vi var en gang. Men en ny slags. Fordi der også er masser af fine, smukke og kærlige øjeblikke lige der. Hvis jeg lader være med at fortælle historien om et før og efter. Hvis jeg lader være med at være tilskuer. Så det vil jeg øve mig på…