Så er det sidste morgen på terrassen. Kaffen er god, solen skinner, forkælet med friskpresset juice og det der særlige – lidt febrilske – nærvær, når man ved at noget er ved at lakke mod enden, så man gør hvad man kan for at få det sidste med.

Jeg er stadig fyldt op af den gavmilde dag i går. Da jeg havde skrevet om det, hjertet var fyldt af – og følte jeg havde æret mindet om dagen på bedste vis, var jeg pludselig også blevet klar til at sige farvel. Derfor kiggede jeg i taknemmelighed op på den smukke himmel et ganske kort øjeblik. Og med det samme blev jeg belønnet (sådan føltes det) med et stjerneskud. Bare sådan lige for at knibe mig i armen. Bare sådan lige for at understrege, at den var god nok. Og mens jeg stod der, endnu en gang rørt til tårer (ja, jeg havde følelserne udenpå tøjet i går), trumfede dem eller det, som bestemt holdt hånden under mig hele dagen, ved at sende mig endnu et stjerneskud. Jeg var så tæt på lige der. På mig selv. På mine unger. På livet.

Og det slog mig endnu en gang. Lykken er lige der på knivsæggen for mig, og faktisk kan det gøre mig lidt trist, at jeg ikke rigtig kan mærke den med mindre et farvel eller en sorg kan gøre konturerne tydelige som kontrast til en gavmild dag.

Men sådan er det. Og i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med den kendsgerning, vil jeg finde taknemmeligheden for at sådan en knivsæg er i mit liv. For ellers giver det ikke mening. Ellers er det spild af liv. Og gavmildhed.