Er jeg skole-klar?

Det burde da være mit barn, der spurgte mig om det. Men det gør han ikke. Det gør eg til gengæld.

Han glæder sig. Det er kun moren, som i sit hjerte frygter, hvordan det skal gå den lille dreng, som er blevet stor uden at jeg nåede at opdage det. “Han er så blød” tænker jeg. “Han er så mild”. Jeg elsker ham for det, men nu kan jeg godt blive bange for at det giver knubs.

Og mens jeg skriver det, sker der, som så ofte før, noget magisk. Jeg tænker. Knubs, de gør ondt ja, men jeg er lige her til at hjælpe ham med at forstå og navigere. Og knubs er også livsduelighed. Og får han ikke den nu, så kan det blive benspænd og styrt senere.

Tjek. Så er den klaret. I hovedet i hvert fald. Men hjertet, det er stadig blødt – og let blødende.

For han er blevet stor det sidste år. Og jeg tror faktisk på, at han er klar.

Men jeg er ikke. Jeg er da ikke mor til et skolebarn. Jeg er da baby-mor. Det er da små størrelser, jeg skal navigere i. Ikke madpakker, legegrupper, lektier og lærere. En hel anden kommunikation – og meget mindre kontrol – eller indsigt, er vel et pænere ord.

Jeg glæder mig til at skulle læse med mit barn og lave lektier. Jeg glæder mig til alle de spændende snakke, når han kommer hjem med ny viden. Jeg elsker hans videbegærlighed. Og jeg er sikker på vi begge bliver så kloge af det her.

Men min identitet skal også i skole. Den skal nemlig lære, at jeg nu er mor til et skolebarn. At jeg er blevet  voksen. Og det ved jeg faktisk ikke om jeg er helt klar til at være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *