Hverdagens bagside

Det kom bag på mig.

Både at jeg ikke havde lyst til at aflevere begge børn og bare være mig selv, da jeg kørte ind over grænsen til Danmark. Da vi først var landet i lejligheden, havde jeg bare lyst til at fortsætte. Fortsætte med at være sammen. Fortsætte med hverdag. Fortsætte som trekøver.

Det kom også bag på mig, at jeg skulle aflevere BEGGE unger OG sove alene. Dagen efter vi var kommet hjem. Da jeg sagde farvel, kunne jeg mærke, at jeg blev ked af det. Men da jeg undersøgte det nærmere, var det måske bare historien om, at det farvel er svært. At det skulle det være, når der var gået tre uger. For lige der var mit fokus – helt ærligt – på, hvor glade de var for at se deres far og glædede sig til at skulle med ham. Og så selvfølgelig at den lille kørte af sted på løbecykel og ikke en gang jeg vidste, hvor meget styr hun havde på det, så jeg råbte en del – velmente – pas på’er og formaninger (til faren).

Nu er det blevet aften. Og stille. Og jeg føler mig slet ikke klar. Til at have afleveret dem begge. Nu melder savnet sig. Det startede som et småt ubehag helt nederst og bagerst. Men da jeg først så det, så kom det rullende. Op igennem maven og nu sidder det som en klump i halsen. Og som tårer der trænger sig på.  Og som en hovedpine.

Hovedpinen kommer af modstanden. Den mentale modstand mod det deleri, som jeg har holdt ferie fra. Og ferien sluttede lidt for brat. Og uden at jeg nåede at forberede mig på, at jeg skulle undvære dem begge. Men det samme.

Det er svært at nyde roen. Der er alt for stille. Jeg ved, jeg vænner mig til det. Men inden jeg gør det, er den lille tilbage. Det er også godt nok. Men ville så gerne have nydt alenetiden. Når der nu ikke er så meget af den. Men det kan jeg ikke. Ikke lige nu.

Lige nu kan jeg kun mærke tomheden. Som at mangle en del af mig selv. Det her er den del af hverdagen, jeg bestemt ikke har glædet mig til at komme tilbage til. Og meningsløsheden melder sig igen. Smerten kigger frem. Fordi det er sådan her. Og fordi det ikke går væk. Deleriet er en realitet. Nogle gange gør det bare meget mere ondt end andre. I dag er én af de dage. Og det kom bag på mig. Også selv om (jeg troede) jeg havde forberedt mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *