Jeg skriver om at dele. Efter en skilsmisse. Mere end to år efter at det blev en realitet. Fordi det tog så lang tid at hele. Og fordi de første to år af historien hører til et andet sted. Måske en bog?
Jeg skriver om en hverdag, hvor jeg deler den store og hvor den lille bor hos mig. Det meste af tiden. Det kommer også til at ændre sig. Jeg skriver også en smule om at skulle samarbejde med børnene far. Som en gang var min kæreste.
Disclaimer: Børnenes far er privat, så jeg gør mig umage for at holde ham udenfor om end jeg vil dele min læring om det samarbejde, fordi det er kernen i at dele børn. Han skal dog på ingen måde stå til ansvar for mit perspektiv. Der er en meget stor sandsynlighed for at han ser det meste anderledes. Og jeg kender ikke (altid) hans perspektiv. Jeg holder en stor plads for ham i mit hjerte. Og det er det, som jeg håber vil skinne igennem på disse sider.
Og så skriver jeg om mine tanker, mine indsigter og min læring. I det nye liv. Som stadig gør ondt. Men som for det meste har bragt mit tættere på. På det hele; mig selv, mine unger, livet, essensen og ikke mindst taknemmeligheden.
Jeg skriver på Delehjerte, fordi jeg ikke synes, der var den bog jeg ledte efter, da jeg havde brug for at læse om nogle, som havde stået der før mig. Fordi jeg gerne vil sætte delebørnene og deres forældre på dagsordenen. Fordi jeg gerne vil tilføje flere nuancer end “lad nu være med at gå i statsforvaltningen”, gerne flere nuancer end “han er et røvhul” og “hun er selv uden om det”. Jeg synes al for ofte at fokus er på, hvor fedt det må være at have tid til sig selv og jeg vil gerne slå et slag for, at den tid må kvinder (og mænd) finde, mens de stadig kan sige godnat til deres børn hver aften. Det er deres ansvar. Jeg vil gerne slå et slag for det ansvar, som ligger i at dele sine børn. At det er de voksnes. Forældrene, som træf en beslutning, der har uendeligt store konsekvenser for børnene.
Jeg skriver også på Delehjerte, fordi jeg savner at dele mine børn med et andet voksent menneske. De daglige oplevelser, sjove og kloge udsagn og børnenes udvikling. Så nu bliver du mit vidne, og Delehjerte bliver et sted, hvor jeg kan gemme alle minderne, al den læring og al den kærlighed, som dagligt er en del af at være mor. Om man deler eller ej.