“Where she better or you sicker, then the stars would not be so terribly crossed. But it is the nature of stars to cross, and never was Shakespeare more wrong, than we he had Cassius note:  “The fault, dear Brutus, is not in our stars. But in ourselves.” Easy enough to say, when you’re a Roman nobleman (or Shakespeare!), but here is no shortage of fault to be found amid our stars.”

En bog om virkeligheden. Den rå af slagsen. Som alligevel er helt almindelig. Og hverdagsagtig. I al sin absuritet. Mens man venter på at dø. Selv der finder kærligheden os. Eller måske netop der, hvor vi har givet os over til livet. Hvor intet er så skræmmende som fremtidsudsigterne. Eller manglen på dem.

Måske læste du mit Learning Letter (som, jeg udsender ifm min selvstændige forrretning som coach) om min kærlige besættelse af “The Fault in our Stars”?

Når jeg skamroser bogen, har jeg flere gange fået svaret; “så må jeg hellere låne den af min teenage-datter”. Og jeg smiler, fordi det lyder som om, jeg har forelsket mig i en ungdomsbog. Men det gør ikke bogen mindre smuk. Og jeg glædes på vores børns vegne, hvis det er, hvad de læser som teenagere. Så skal det nok gå dem godt.

For den bog fortæller mere om at stå i livet end de fleste voksne mennesker kan finde ud af. Den handler om at stå midt i en virkelighed, som man har al mulig grund til at have modstand på. Den råhed, som ligger i at vide at døden venter forude. Lige om hjørnet. På mindre ubestemt tid end for de fleste af os andre.

Det skaber en intensitet i livet, som de fleste af os længes efter, men alligevel ikke tør, fordi det bliver for farligt.

Det er refleksionen bag den hverdag, som beskrives, der hiver i mig, får mig til at rykke tættere på mig selv, når jeg læser. Det er selvfølgelig ordenen alene. De små one-liners og de mange hilsner til smilebåndet. For den bog har en lethed, som er så fin og befriende. Men mest af alt er det den råhed hovedpersonerne lever med, som gør dem til uhyre præcise observatører af vores liv.

Og så er der smerten. Den fysiske. Selvfølgelig. Men også den psykiske. Tabet og sorgen. Når den ligger lige under overfladen og med jævne mellemrum kigger frem i sin fulde størrelse og river alt med. Min egen erfaring med at leve lige der, på knivsæggen mellem smerten og glæden, med en altid tilstedeværende viden om, at den næste bølger kommer. Sorgen ligger der. Altid.

Det er også den knivsæg, som viser mig hvor smukt livet og verden er. Det er de briller, som gør mig i stand til at se de små ting. Og dyrke taknemmeligheden. Det er også den knivsæg, som gør, at jeg tager chancen. Stiller mig ud, hvor der er noget på spil. Der hvor det er sårbart. Siger det, der skal siges (nogle gange. Andre gange observerer jeg, at jeg ikke har modet. Endnu. Og det prøver jeg så at give plads til).

Hver gang jeg så meget som tænker på bogen, får jeg lyst til at læse den forfra. Og har fået anbefalet at gøre lige præcis det. Fordi den er endnu bedre anden gang.

Og sådan er det jo egentlig med mange gode ting;)