Tag-arkiv: tilskuere

En aften med tilskuere på…

Jeg følte, vi havde tilskuere på. Jeg blev så selvbevidst. Og så skammede jeg mig. Igen. Stadigvæk.

Den anden dag, da vi havde været nede og bade alle 4 og skulle gå hver til sit, to og to, skete det lige foran afslutningen på en børnefødselsdag  i stuelejligheden. Og det var jeg meget bevidst om. Ikke at det påvirkede mig. Ikke at jeg gjorde eller sagde noget anderledes til mine børn i den svære situation.

Men jeg kunne mærke skammen.

foto (14)Den samme skam, som da vi sad på kanten efter at have badet og den store spurgte om han måtte sove hos mig sammen med sin lillesøster. Og jeg svarede at han jo var hos far i dag og at vi skulle ses i morgen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de to fyre, som netop var kommet op af vandet og nu stod og tørrede sig og nød aftenen, helt sikkert havde troet at vi var en “almindelig” familie (jeg var lige ved at skrive “rigtig familie”). At vi bare var nede at bade og lige om lidt skulle hjem (til det samme hjem).

Men nu overhørte de så, at sådan hang det ikke sammen.

Måske lagde de ikke mærke til det. Det kan sagtens være mit indre spotlight, der lyser så stærkt, at jeg tror, alle andre kan se det. Det er egentlig ikke vigtigt. Men det er til gengæld min skam. At jeg stadig ikke har sluttet fred med situationen.

Måske er det også derfor, jeg ikke helt kan nyde og give mig hen til at vi faktisk – efter mere end to års gode intentioner blandet med smerte og masser af fald i store, grimme huller -endelig er der, hvor vi kan lave noget sammen alle 4. Jeg oplever – ofte bagefter – at jeg flytter mig fra det og ikke har kunne finde ro i det. Fordi jeg ved, at det ikke er sandt. Fordi vi jo ikke er en familie på den måde, vi var en gang.

Når jeg skriver det, er jeg helt med på, at her er et indre arbejde, jeg ikke er færdig med. Jeg føler mig utaknemmelig. For med alt det, der har været, er det her så fint. Og når jeg skriver, er jeg faktisk taknemmelig. For at vi er nået hertil.

Men der er stadig en modstand mod virkeligheden. Måske fordi en del af mig, den lille pige, som voksede op i en kernefamilie og som barn ikke kendte en eneste familie, der var skilt, stadig længes efter at være “en rigtig familie”.

Og så pyt med tilskuerne. De bliver bare en påmindelse om den lille pige, som stadig skammer sig over den nye familie og længes efter den gamle…

Men i skrivende stund går det op for mig, at det også bliver en påmindelse om noget andet. Om ikke at være tilskuer i mit eget liv. Men være lige der, hvor det er. Træde ind på virkelighedens scenen. Der, hvor vi ikke er den familie vi var en gang. Men en ny slags. Fordi der også er masser af fine, smukke og kærlige øjeblikke lige der. Hvis jeg lader være med at fortælle historien om et før og efter. Hvis jeg lader være med at være tilskuer. Så det vil jeg øve mig på…