Da solen skinnede på mig i sengen her til morgen lå jeg helt stille og lyttede til ungernes vejrtrækning. Og kom igen til at tænke på den gavmilde dag i går. Og hvor meget jeg havde krammet den store. Og pludselig slog det mig: har jeg krammet ham nok på denne ferie? Det er jo ham, jeg skal aflevere lige om lidt, har jeg fået nydt ham nok?

Delemorens svar er nej. Men moren i mit hjerte siger ja. Fordi jeg på denne ferie også har været vidne til en dreng, som er blevet stor. En dreng, som lige om lidt starter i skole. En dreng som har været storebror med stor S på denne ferie. En dreng som har vænnet sig til at bo to steder. En dreng, som på så mange måder er ved at blive stor og derfor ikke hele tiden søger sin mors favn (selv om han heldigvis stadig gør det).

Og det er kun hvis jeg sammenligner med alle de kram hans lillesøster har fået, at han ikke har fået nok. Og sammenligningerne tjener ingen. Hverken ham eller mig.

Måske har jeg ikke krammet nok. Eller rettere. Jeg kunne godt have tænkt mig at kramme endnu mere. Og måske er dette også en påmindelse om en dreng, som jeg har set vokse. Og som den næste tid får brug for sin mor på en anden måde (også). Fordi en ny og stor verden åbner sig for ham.

Og i mellem tiden har jeg spillet kort og matador og ludo. Vi har badet sammen. Jeg har grint med ham. Læst for ham. Om verden og fantasi. Og vi har talt om det hele. Og jeg har lyttet. Det er også kram i min bog.