Bam, så lå jeg der. Livet havde lavet en absolut uelegant glidende tackling. Jeg kom helt ned at bide i græsset. Og lige der, i knæ, så livet smukkere og finere ud end nogensinde før. Med al den råhed, smerte og kærlighed et menneskeliv, kan byde på.

Jeg har altid troet, jeg var tryghedsnarkoman. Men måske er det mere sådan, jeg er vokset op. I trygge rammer (og tak for det mor og far). Vi vidste hvad vi havde og ikke, hvad vi fik hvis vi tog en chance. Og jeg har truffet mange valg – også mange ubevidste – ud fra den devise.

Men langsomt, mens jeg faktisk endnu en gang er i knæ, dog med mindre dramatisk fortegn end hjertesmerte, mærker jeg, at jeg er bedst i udsvingene. Jeg vil gerne nedturene (måske fordi jeg ikke forestiller mig at smerte kan blive  værre end den, jeg allerede har oplevet)., fordi det så betyder, at opturene er tydeligere (og jeg elsker de bobler i maven). Jeg vil faktisk gerne rutsjebanen.  Både følelsesmæssigt. Men også i hverdagen. Kedsomme, trætte dage som på grund af livets naturlige vekselvirkning og dynamik pludselig åbenbarer den slags hverdagsoplevelser, som virkelig giver kulør. Og også økonomisk. Leve på en sten (som nok stadig er end del større end så mange andre oplever) af havregryn og se hvor langt madbudgettet kan række (fordi det også kan ende med en optur), for så at rejse ud og se i verden og bo på smukke steder lige ned til vandet.

Der er en enorm frihed i ikke at skulle vælge vejen på midten. Men det er også en svær balancegang. Fordi den lokker. Den store, brede hovedvej. Trygheden. Særligt, når man har ansvar for noget, som føles større end en selv.

For det frihedsideal må aldrig blive på bekostning af børnene og deres tryghed. Og så alligevel. Jeg vil også gerne vise dem udsvingene. At vi kan lære af livet. At vi kan vende de situationer, som vi står i til vores fordel. Det er på en eller anden måde, de kort en skilsmisse allerede giver én på hånden. Skiftene. Savnet. Men også intensitetten. Og den fulde opmærksomhed.

De kender allerede rutsjebanen. Og så er det min opgave at pege til, at selv i smerte og med modstand, kan vi finde taknemmeligheden og glæden. Og for at vise dem, at vi ikke skal tage noget som helst for givet. For det er første skridt hen mod den glidende tackling.