Det var min konklusion på dagen i dag. Jeg landede i det helt lave gear. I nærvær og taknemmelighed. Og der har jeg bestemt ikke været alle dage på denne ferie.

Og jeg var ikke ene om at synes, at det var en god stranddag. Vi havde svært ved at tage hjem. Det har været den skønneste dag på den hyggeligste strandbar med det klareste vand.

Hen på den tidlige aften fandt vi hver vores at tulle med. Den lille gik rundt i sin ble mellem solsengene med sin badedukke og kom forbi med jævne mellemrum for at fylde sutteflasken med havvand. Den store var gået ned i vandkanten. Han gik tydeligvis og havde en dialog med sig selv. Kastede sten i vandet. Han var i sine egen verden. En god verden. Uden tvivl. Men alligevel så han også så lille og alene ud. Så da han kom tilbage trak jeg ham over på min solseng og krammede. Krammede og beundrede den smukke sten, han havde fundet.

Og vi talte om at sige farvel. Hvor hurtigt tre uger var gået. Hverken Noah eller jeg er gode til farvel. Det sentimentale sneg sig ind på os (godt at have en at dele det med). Og så blev vi enige om at blive lidt længere på stranden. Selv om klokken var mange. For her var så fint. Og smukt. Og ret stille. Strandbarens rytmer i baggrunden var ren hygge.

Og vi blev enige om at bade. Tage en sidste tur i Middelhavet. Og så vores snit til at det kun var os to. A var midt i en leg. Og så ud i bølgen. Med den nye svømmer. Som stadig havde brug for lidt hjælp i bølgerne. Heldigvis. Så jeg kunne holde ham tæt en gang til…