Tag-arkiv: sig det der er

De fordømte forventninger…

Man skulle tro, jeg var klar over det nu. Når forventninger ikke indfries indtræder skuffelsen. Og skuffelse gør ikke noget godt for relationen mellem to mennesker. Slet ikke to, som en gang var elskende og nu deler børn.

Expectation is the root of all heartache. – William Shakespeare

Alligevel falder jeg i om og om igen. De fordømte forventinger. Og ønsker. Ønsket om at hvis vi ikke kan være sammen, så lad os i det mindste være sammen om vores børn.

Don't expect, what (2)Det er vi også. Vi har bare forskelllige definitioner af, hvad det betyder i praksis. Jeg render panden mod den mur om og om igen. Og det gør ondt. Hver gang.

Ondt i hjertet, fordi det jo stadig burde handle om kærligheden. Om den kærlighed vi stadig har til fælles. Kærligheden til børnene. Men så enkelt er det ikke. Når to voksne mennesker samtidig skal  slippe hinanden og finde en ny måde at dele kærligheden til børnene på.

Og ondt i stoltheden. Nu fik jeg endnu et nej. Nu stillede jeg mig derud igen og sagde højt, hvad jeg ønskede. Og blev igen afvist. Det er i disse sammenhænge laveste fællesnævner, der bestemmer. For en tættere relation kan ikke forceres. Eller påtvinges.

Men stoltheden må jeg slippe. Den er der ikke plads til, når børnene er involveret. I stedet må jeg samle sårbarheden op. Den jeg smed fra mig, fordi jeg ikke orkede mere. Ikke kunne se, hvorfor jeg skulle blive ved. Jeg må sige det, der er. Stille mig derud. Tage samtalen.

ExpectationsMåske mere end én. I stedet for at gemme mine forventinger væk. Under overfladen lever de nemlig deres eget liv. Og dernede fra kan de gøre rigtig meget skade. Det kan sårbarheden ikke. Den er blot noget så irriterende. Og svær at arbejde med. Særligt hvis vreden og stoltheden også vil lege med.

Så bliver det nemmere at spille for det hårde hold. Fordi det ikke er nær så farligt. Fordi eksponeringen er mindre. Men mine erfaringer med at vinde på det hårde hold er blot, at jeg i sidste ende taber alligevel. Taber relationen.

Og det var den, jeg sagde ja til at spille for. Det var den forventning, jeg fik på banen med. Fordømte forventninger.

Delefar..., Delemor..., Det jeg lærte..., , , , ,

Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

Jeg kan ikke komme udenom det. Det vil jeg heller ikke. For den lille skal også have en far. Alligevel havde jeg troet det ville blive nemmere. Nemmere end første gang jeg skulle dele. Hvor jeg følte det som om mit hjerte bristede, hver gang jeg afleverede ham. Den store.

Nu er den lille blevet stor nok. Det er også nemmere. Fordi der er en vane. Og fordi det stadig er for så kort tid tid (24 timer).

Det er også noget andet. Fordi omstændighederne er nogle andre.

Men dele. Det skal jeg. Én gang til. Og igen spørger jeg mig selv hvorfor så mange lykkes med at gøre det uden at blive nødt til at sige det højt?

Selvfølgelig skal de dele. Selvfølgelig skal jeg dele. Et barn har brug for både en mor og en far. Men hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe?

foto (17)Det er anderledes at dele lille A, fordi hun har været hos mig. Uden ham. Og derfor kender han hende ikke så godt, som han kender den store. Det gør ondt at skrive det. Jeg ved, det gør også gør ondt på ham.

A er vild med sin far. Og han med hende. Ingen tvivl om det. Alligevel kan jeg ikke mønstre den samme tillid. Egentlig naturligt nok. Men svært at italesætte. Fordi det uvægerligt taler ind til kernen af smerten. Jeg tier ikke. Men får det alligevel ikke sagt klart. Når jeg skriver det her, kan jeg mærke, at det er et problem.

Ikke at sige det, der er. Fordi det er der. Lige der midt mellem to voksne, som skal dele én gang til. Det var ikke nemt første gang. Faktisk var det ulykkeligt og urimelig svært.

Situationen er en anden med lille A. Men fortielse tjener stadig ikke situationen.

I går kom hun hjem fra sin far. Satte sig ind i sofaen og kaldte på mig. Vi så en film. Helt tæt. Helt stille. Sådan sad vi længe. Og jeg kunne mærke, hvordan uroen langsomt blev afløst af ro. Hvordan skuldrene fladt på plads og spændingen forsvandt. Det er bare noget andet med hende her.

Den kærlighed til hende har ikke været delt med noget andet menneske. Jeg har skulle rumme den indeni. Alene. Og gjort det. Med stor glæde og følelsen af at boble over. Nærmest hver gang jeg ser på hende. Men også savn. “Jeg er den”, plejer hendes far at sige. Og det er jeg. Jeg ville ønske, han også var. Men det er han ikke. Og jeg har ellers nok kærlighed indeni. Kunne sagtens hælde en liter eller to i ham. Men han må finde sin egen vej.

Det er så tydeligt for mig nu, at vi ikke er sammen om at dele hende her. At denne proces er en anden. Så det er forfra. Jeg kan mærke uroen, når jeg skriver det. Jeg ville gerne vide, at jeg havde gået på denne vej før. Fordi hullerne man falder i er som knive i hjertet. Det ved jeg. Fra tidligere.

Jeg må stille mig derud. I uvisheden. Men også i sårbarheden. Måske endda smerten. Smerten over at det er anderledes. Tale om det. Så vi sammen kan gå udenom hullerne. For de gør intet godt for os. Snarere tværtimod.

Der er dog én ting, der hjælper mig og som jeg ikke havde sidst. Vanen. At deleriet ikke længere er en fremmed disciplin.

Alligevel må jeg spørge igen: hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle, at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe? Eller kan vanen virkelig læge alle sår?

Delefar..., Delehjerte, Delemor..., Et hjertes bristen, Nye begyndelser..., , , , ,

“Der findes ingen rigtige mænd her”

Det er Viceværtens ord. Efter at min nøgle sad fast i døren ned til parkeringskælderen. Jeg havde selvfølgelig prøvet selv (er ikke særlig god til at bede om hjælp og synes egentlig jeg er ret handy). Men jeg øver mig i at læne mig ind i mine feminine sider. Så jeg gik hen til de to nærmeste mænd og bad om hjælp. Så stod de lidt og rykkede i nøglen. Hentede lidt olie. Men indrømmet, de virkede ikke videre overbeviste om, at de kunne løse problemet. Så jeg ringede til viceværten.

Da jeg mødtes med ham nedenfor og kort opsummerede situationen, sagde han: “du ved godt, at der ikke findes nogle rigtige mænd i denne gård”. Jeg kom til at smile. For jeg ved godt, hvad han mener. Ikke sådan, at de er bløde mænd. De er måske mest af alt livsnydere – eller drengerøve, hvis jeg må være så fri. De elsker at lege – og er sindsygt gode med deres børn, de hænger ud og tjatter til fodbolde og når deres bedre halvdele her i gården knokler lidt for meget (tager martyren på), så vil kvinderne nok gå så langt som til at kalde dem dovne. Der er i hvert fald ikke mange af dem, som viser deres handy’e side. Måske har de den ikke, og det giver god mening at flytte ind i nybyg, hvis hammer og boremaskine ikke appellerer. Så på den måde er det jo ikke falsk varebetegnelse.

Samtidig siger det også noget helt centralt om kvinderne her i gården. For måske er mændende ikke sådan virkelig gammeldags maskuline, men kvinderne er heller ikke gammeldags feminine. Ikke at det er værd at stræbe efter, men det er svært at påtage sig en moderne maskulin rolle, hvis den allerede er taget.

Jeg er vild med mine kvindelige naboer. De er nogle seje og inspirererende kvinder med lækre unger, fede jobs og veltrænede kroppe, men på dage, hvor selvtilliden ikke er i top kan selv jeg blive lidt skræmt af deres power, tempo, formåen og krav. Og hvis jeg kan, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det er for deres mænd (og var for min!).

Så inden vi går fra “de dovne, de bløde, BØV’erne og de kedelige”, skulle vi måske se om vi kunne aflægge os lidt af det maskuline, så mændene kunne påtage sig den del. Og så kunne vi feje for egen dør og finde den – for mange af os – rimelig hengemte feminine side frem.

Ikke at jeg på nogen måde påberåber mig gamle dages kønsroller. Slet ikke. Jeg ved blot hvor travlt jeg selv har haft – og til dels stadig har – med at kunne klare mig selv (nu også af nødvendighed, men der er jo stadig masser af mænd rundt omkring, jeg kan bede om hjælp – og ingen af dem siger nej til en enlig mor;). Det er betryggende at vide, at jeg kan selv. Men jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg egentlig har lyst til, at det skal være sådan (hvad synes du)?

Delemor..., Det jeg lærte..., Feminine dyder, , , , ,

En aften med tilskuere på…

Jeg følte, vi havde tilskuere på. Jeg blev så selvbevidst. Og så skammede jeg mig. Igen. Stadigvæk.

Den anden dag, da vi havde været nede og bade alle 4 og skulle gå hver til sit, to og to, skete det lige foran afslutningen på en børnefødselsdag  i stuelejligheden. Og det var jeg meget bevidst om. Ikke at det påvirkede mig. Ikke at jeg gjorde eller sagde noget anderledes til mine børn i den svære situation.

Men jeg kunne mærke skammen.

foto (14)Den samme skam, som da vi sad på kanten efter at have badet og den store spurgte om han måtte sove hos mig sammen med sin lillesøster. Og jeg svarede at han jo var hos far i dag og at vi skulle ses i morgen. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de to fyre, som netop var kommet op af vandet og nu stod og tørrede sig og nød aftenen, helt sikkert havde troet at vi var en “almindelig” familie (jeg var lige ved at skrive “rigtig familie”). At vi bare var nede at bade og lige om lidt skulle hjem (til det samme hjem).

Men nu overhørte de så, at sådan hang det ikke sammen.

Måske lagde de ikke mærke til det. Det kan sagtens være mit indre spotlight, der lyser så stærkt, at jeg tror, alle andre kan se det. Det er egentlig ikke vigtigt. Men det er til gengæld min skam. At jeg stadig ikke har sluttet fred med situationen.

Måske er det også derfor, jeg ikke helt kan nyde og give mig hen til at vi faktisk – efter mere end to års gode intentioner blandet med smerte og masser af fald i store, grimme huller -endelig er der, hvor vi kan lave noget sammen alle 4. Jeg oplever – ofte bagefter – at jeg flytter mig fra det og ikke har kunne finde ro i det. Fordi jeg ved, at det ikke er sandt. Fordi vi jo ikke er en familie på den måde, vi var en gang.

Når jeg skriver det, er jeg helt med på, at her er et indre arbejde, jeg ikke er færdig med. Jeg føler mig utaknemmelig. For med alt det, der har været, er det her så fint. Og når jeg skriver, er jeg faktisk taknemmelig. For at vi er nået hertil.

Men der er stadig en modstand mod virkeligheden. Måske fordi en del af mig, den lille pige, som voksede op i en kernefamilie og som barn ikke kendte en eneste familie, der var skilt, stadig længes efter at være “en rigtig familie”.

Og så pyt med tilskuerne. De bliver bare en påmindelse om den lille pige, som stadig skammer sig over den nye familie og længes efter den gamle…

Men i skrivende stund går det op for mig, at det også bliver en påmindelse om noget andet. Om ikke at være tilskuer i mit eget liv. Men være lige der, hvor det er. Træde ind på virkelighedens scenen. Der, hvor vi ikke er den familie vi var en gang. Men en ny slags. Fordi der også er masser af fine, smukke og kærlige øjeblikke lige der. Hvis jeg lader være med at fortælle historien om et før og efter. Hvis jeg lader være med at være tilskuer. Så det vil jeg øve mig på…

Aftenskriblerier, Delemor..., Et hjertes bristen, , , , , , ,

Det tager to år…

De siger, det tager to år. At komme ovenpå igen. Efter en skilsmisse.

Vi var ikke gift. Men vi havde to børn. Eller en dreng på næsten 4 og en på vej. Så derfor tillader jeg mig at kalde det en skilsmisse alligevel. Så ved de fleste, hvad vi taler om.

Og så alligevel ikke. For det er netop, hvad denne blog handler om. Hvordan det er. Inde i mig. Og måske I mange andre. Men ikke mange taler om det. Og det kan jeg ikke forstå. Hvorfor noget, som væltede min verden så meget, som det gjorde og som stadig er på dagsordenen hver eneste uge, mindst én gang, når der er skiftedag, men ofte mange flere, fordi det – i hvert fald for mig – har stor indflydelse på min hverdag. Hvorfor taler vi ikke mere om det?

Det gør jeg så nu. Her på Delehjerte. Og hvilken bedre dag at starte end på min datters 2-års fødselsdag?

For de siger det tager 2 år. Det er så 2 år og 5 måneder siden det skete.  Skilsmissen. Og en venden hjem til mig selv, som aldrig før. Var jeg begyndt tidligere, havde det været for tidligt. For sårbart. For tæt på. For alle.

Jeg troede mit delte hjerte ville vænne sig til det. At mine tanker ikke længere ville kredse om at dele. Men det gør de stadig.

Så nu tager jeg det på mig. Fordi jeg har så meget på det hjerte. Både om at dele. Men også om at blive hel. Og jeg har lyst til at dele det hele med dig. Her på Delehjerte. Tilbage er der kun at sige velkommen til. Og tillykke med de 2 år, smukke A. Du er mit vidne, mit bevis og min årsag til transformation. Til to år, som i sandhed har bragt mit tættere på mit hjerte. Og på alle andres. Fordi dit var så stærkt. Og stadig er. Du er min inspiration. Du er min lille kopi. Du er en mundfuld. Og du var min redning.

At blive hel..., Delebørn..., Delemor..., , , , , ,