Det er Viceværtens ord. Efter at min nøgle sad fast i døren ned til parkeringskælderen. Jeg havde selvfølgelig prøvet selv (er ikke særlig god til at bede om hjælp og synes egentlig jeg er ret handy). Men jeg øver mig i at læne mig ind i mine feminine sider. Så jeg gik hen til de to nærmeste mænd og bad om hjælp. Så stod de lidt og rykkede i nøglen. Hentede lidt olie. Men indrømmet, de virkede ikke videre overbeviste om, at de kunne løse problemet. Så jeg ringede til viceværten.

Da jeg mødtes med ham nedenfor og kort opsummerede situationen, sagde han: “du ved godt, at der ikke findes nogle rigtige mænd i denne gård”. Jeg kom til at smile. For jeg ved godt, hvad han mener. Ikke sådan, at de er bløde mænd. De er måske mest af alt livsnydere – eller drengerøve, hvis jeg må være så fri. De elsker at lege – og er sindsygt gode med deres børn, de hænger ud og tjatter til fodbolde og når deres bedre halvdele her i gården knokler lidt for meget (tager martyren på), så vil kvinderne nok gå så langt som til at kalde dem dovne. Der er i hvert fald ikke mange af dem, som viser deres handy’e side. Måske har de den ikke, og det giver god mening at flytte ind i nybyg, hvis hammer og boremaskine ikke appellerer. Så på den måde er det jo ikke falsk varebetegnelse.

Samtidig siger det også noget helt centralt om kvinderne her i gården. For måske er mændende ikke sådan virkelig gammeldags maskuline, men kvinderne er heller ikke gammeldags feminine. Ikke at det er værd at stræbe efter, men det er svært at påtage sig en moderne maskulin rolle, hvis den allerede er taget.

Jeg er vild med mine kvindelige naboer. De er nogle seje og inspirererende kvinder med lækre unger, fede jobs og veltrænede kroppe, men på dage, hvor selvtilliden ikke er i top kan selv jeg blive lidt skræmt af deres power, tempo, formåen og krav. Og hvis jeg kan, så tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det er for deres mænd (og var for min!).

Så inden vi går fra “de dovne, de bløde, BØV’erne og de kedelige”, skulle vi måske se om vi kunne aflægge os lidt af det maskuline, så mændene kunne påtage sig den del. Og så kunne vi feje for egen dør og finde den – for mange af os – rimelig hengemte feminine side frem.

Ikke at jeg på nogen måde påberåber mig gamle dages kønsroller. Slet ikke. Jeg ved blot hvor travlt jeg selv har haft – og til dels stadig har – med at kunne klare mig selv (nu også af nødvendighed, men der er jo stadig masser af mænd rundt omkring, jeg kan bede om hjælp – og ingen af dem siger nej til en enlig mor;). Det er betryggende at vide, at jeg kan selv. Men jeg er begyndt at spørge mig selv, om jeg egentlig har lyst til, at det skal være sådan (hvad synes du)?