Tvang, ja-tak

Tænk, hvis vi var blevet tvunget. Tænk, hvis vi var blevet tvunget til at se hinanden i øjnene. Tænk hvis vi var blevet tvunget til at tale ud, tale om og tale færdig. Tænk hvis vi ikke kunne gå, hæve stemmen eller lægge på.

Tænk, hvis det nej, jeg mødte, da jeg foreslog terapi ikke var blevet accepteret. Tænk hvis vi var blevet tvunget til terapi.

Jeg er sikker på, at meget havde været anderledes i dag.

Så når der vedtages en ny skilsmissepakke uden tiltag omhandlende mægling mellem forældre, så er det som om de har sovet i timen. Når en morfar skyder en far og en advokat i retten, må noget gøres. Men det handler ikke kun om statsamt og fogedret. Det handler om forebyggelsen. Om at forstå smerten og følelserne bag. Om alt andet end jura.

Vi var begge uddannede coaches. Og selv mens det var værst, tvivlede jeg aldrig på, at vi var enige om intentionen; vi ville have det til at virke. Ingen forsøgte at sabotere det bevidst. Ingen handlede i ond vilje. Vi ville det samme mål. Vi var bare ikke enige om vejen derhen. Vi kunne bare ikke stå ved siden af hinanden. Ikke alene. Ikke lige der.

Selv vi faldt i. Om og om igen. Hvilket var dyrt for vores børn. Selv om vi gjorde os umage for at holde dem udenfor. Og lykkedes 95% af tiden. Men det kostede dyrt for dem, fordi vores relation tog så voldsomt skade.

Det var smerten. Smerten, der smed os af sporet hele tiden. Der var så meget smerte. Så mange knuste hjerter. Så meget ulykkelighed. Så meget, der blev ødelagt. Så stor en sorg.

Til at starte med gjorde smerten blind. Jeg så slet ikke, det var den, der gang på gang smed os ud på det dybe. Senere så jeg det. Da smerten aftog en my, men stadig havde taget i os. Alligevel kunne jeg ikke altid holde kursen. Det kunne han heller ikke.

Og i dag. I dag er skaden sket og der er langt tilbage, selv om vi virkelig arbejder på det. Selv om smerten er blevet en sorg, der er til at rumme. Men skaden er erfaringen. Alt det dårlige og svære vi opleve i en tid, der i forvejen var så umenneskelig svær. I dag er det blevet et filter, som jeg nogle gange kommer til at se ham og hans ord gennem, hvis jeg er ubevidst et øjeblik (og det er jeg).

Så ser jeg det, jeg så for to år siden, da konflikterne var på deres mest smertefulde. Og måske er det et spøgelse. Fra fortiden. Måske ser jeg ikke, at han faktisk prøver. At han faktisk ønsker at møde mig.

Det er min smertekrop, der reagerer. Det der gjorde så ondt dengang. Og som stadig sidder i mig. Fordi vi ikke fik hjælp til at bearbejde det. Og nogle gange tænker jeg, at det stadig gør mig blind.

Jeg er ikke stolt af at indrømme det. At vi ikke klarede det bedre. At vi med vores professionelle virke ikke kunne komme bedre igennem den første tid. Jeg skammer mig faktisk. Men jeg ved, at vi gjorde vores bedste. Jeg ved, at smerten gjorde os blind og tvang os i knæ.

Og når vi ikke kunne uden tvang. Hvad så med alle dem, som ikke en gang har de forudsætninger, vi havde?

Vi skal tvinges til at tale sammen, når smerten tager over. Når det handler om at dele vores børn. Når det handler om at skabe et trygt fundament for et barn, der skal flytte mellem sin mor og sin far. Når det handler om en relation, som nu ikke længere er naturlig, men som for børnene er den vigtigste relation for deres trivsel og barndom.

For som de sagde i TV i aften efter dokumentaren “Stop nu krigen, mor og far” på TV2: “Tvang er en god idé. Nogle har brug for det, andre har ikke. Men det skader ingen”.

3 tanker om “Tvang, ja-tak

  1. Kære du.

    Ja gid der var tvang, men på den anden side, mon tvang hjælper.
    Jeg håber, at de udsendelser kan oplyse ,så alle kan se, at terapi ikke er farligt. Særligt familieterapi når den udføres så nænsomt, så ærligt og så modigt og autentisk som vi så det i i går. Så rykker alle, fordi alle føler sig mødt og hjulpet . Og ikke mindst `ikke forkerte`.
    Jeg elskede særligt dette
    ” Hvis man vidste som forældre hvor meget det fylder i vores børns liv, når vi ikke klarer vores egne liv godt, så ville vi blive rystet” citat Peter Mortensen.
    Stort knus fra mig

    1. Kære Annette,

      Tak for din kommentar. Og ja, det citat ramte også mig.

      Som udgangspunkt tror jeg ikke på tvang. Og når der er tale om terapi og coaching er det klart, at der skal være en villighed til stede. Alligevel tror jeg at mange vælger rådgivning og mægling fra, fordi de ikke helt hvad det er, fordi det koster penge og fordi det ikke gør ondt nok (endnu)

      Så nej, ikke alle ville få glæde af det. Terapeuterne ville uden tvivl møde korslagte arme. Men hvis man som udgangspunkt inviterede til en samtale, så snart børn skulle deles (mener nemlig ikke det handler så meget om skilsmissen mellem de voksne, men om at dele børn. Det er handlingen at dele børn, der skal udløse tilbudet/tvangen).

      Så ville mange fange mange af dem, som slet ikke har forudset hvor smertefuldt det er at skulle dele sine børn. Der er tale om forebyggelse. Men det ville i mange tilfælde både spare samfundet mange penge og give børn et betydeligt bedre fundament for at navigere i deres nye verden.

      Jo mere jeg skriver om det, jo mere overbevist bliver jeg.

      Kærligst,
      Lykke

  2. Jeg er også overbevist.
    Samtale, dialog, plads til at være sammen som vi er, hver i sær, og plads til at have det som vi har det, sammen. Og ikke mindst….FOKUS på børnene og den nødvendige hjælp til de voksne så den enkelte kan håndtere egen smerte, derved bliver det muligt at interessere sig for den andens smerte, og slutteligt åbne til det fælles ansvar.
    <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *