Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

Jeg kan ikke komme udenom det. Det vil jeg heller ikke. For den lille skal også have en far. Alligevel havde jeg troet det ville blive nemmere. Nemmere end første gang jeg skulle dele. Hvor jeg følte det som om mit hjerte bristede, hver gang jeg afleverede ham. Den store.

Nu er den lille blevet stor nok. Det er også nemmere. Fordi der er en vane. Og fordi det stadig er for så kort tid tid (24 timer).

Det er også noget andet. Fordi omstændighederne er nogle andre.

Men dele. Det skal jeg. Én gang til. Og igen spørger jeg mig selv hvorfor så mange lykkes med at gøre det uden at blive nødt til at sige det højt?

Selvfølgelig skal de dele. Selvfølgelig skal jeg dele. Et barn har brug for både en mor og en far. Men hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe?

foto (17)Det er anderledes at dele lille A, fordi hun har været hos mig. Uden ham. Og derfor kender han hende ikke så godt, som han kender den store. Det gør ondt at skrive det. Jeg ved, det gør også gør ondt på ham.

A er vild med sin far. Og han med hende. Ingen tvivl om det. Alligevel kan jeg ikke mønstre den samme tillid. Egentlig naturligt nok. Men svært at italesætte. Fordi det uvægerligt taler ind til kernen af smerten. Jeg tier ikke. Men får det alligevel ikke sagt klart. Når jeg skriver det her, kan jeg mærke, at det er et problem.

Ikke at sige det, der er. Fordi det er der. Lige der midt mellem to voksne, som skal dele én gang til. Det var ikke nemt første gang. Faktisk var det ulykkeligt og urimelig svært.

Situationen er en anden med lille A. Men fortielse tjener stadig ikke situationen.

I går kom hun hjem fra sin far. Satte sig ind i sofaen og kaldte på mig. Vi så en film. Helt tæt. Helt stille. Sådan sad vi længe. Og jeg kunne mærke, hvordan uroen langsomt blev afløst af ro. Hvordan skuldrene fladt på plads og spændingen forsvandt. Det er bare noget andet med hende her.

Den kærlighed til hende har ikke været delt med noget andet menneske. Jeg har skulle rumme den indeni. Alene. Og gjort det. Med stor glæde og følelsen af at boble over. Nærmest hver gang jeg ser på hende. Men også savn. “Jeg er den”, plejer hendes far at sige. Og det er jeg. Jeg ville ønske, han også var. Men det er han ikke. Og jeg har ellers nok kærlighed indeni. Kunne sagtens hælde en liter eller to i ham. Men han må finde sin egen vej.

Det er så tydeligt for mig nu, at vi ikke er sammen om at dele hende her. At denne proces er en anden. Så det er forfra. Jeg kan mærke uroen, når jeg skriver det. Jeg ville gerne vide, at jeg havde gået på denne vej før. Fordi hullerne man falder i er som knive i hjertet. Det ved jeg. Fra tidligere.

Jeg må stille mig derud. I uvisheden. Men også i sårbarheden. Måske endda smerten. Smerten over at det er anderledes. Tale om det. Så vi sammen kan gå udenom hullerne. For de gør intet godt for os. Snarere tværtimod.

Der er dog én ting, der hjælper mig og som jeg ikke havde sidst. Vanen. At deleriet ikke længere er en fremmed disciplin.

Alligevel må jeg spørge igen: hvordan gør I det så naturligt? Eller er det slet ikke så naturligt? Fortier I bare? Stiltiende accept uden at fortælle, at det river i hjertet? Får I aldrig lyst til at råbe? Eller kan vanen virkelig læge alle sår?

2 tanker om “Når vanen skulle gøre det nemmere… (men ikke gør det)

  1. Hos mig er der gåer 5½ år og jeg synes stadig ikke det er naturligt at skulle dele mit barn. Bevares man lever med det og jeg kan da også godt nyde at jeg kan sove længe hver anden søndag, men det er altid med en bagved liggende sorg over at der er en del af hendes liv jeg ikke er en del af.

    Hvorfor råber jeg det ikke ud? Fordi folk ikke forstår. Enten bliver man mødt med et “jamen det er jo godt han tager hende med på ferie” første gang faren skal have hende med på ferie i mere end 6 dage og dermed første gang jeg skal undvære hende to uger i træk. Og ja, det er det da, men derfor gør det mig alligvel virkelig ked af det. Eller også spørger de om det ikke bliver skønt at have fri i to uger. Men det er jo ikke arbejde at være sammen med sit barn.

    Så nu taler jeg kun om det med de af mine veninder, der selv har delebørn, for de er de eneste der forstår at selv her efter 5 år gør det stadg ondt hver gang man skal sige farvel og selvom det er på snarligt gensyn og man kan sove længe.

    1. Kære Helene,
      Tusind tak fordi du tog dig tid til at svare. “Fordi folk ikke forstår” skriver du… Du skal vide, at det er en vigtig del af Delehjerte. At give mennesker mulighed for at forstå. Derfor tror jeg ikke vi skal tie. Men tale om smerten.
      Jeg bliver også dybt provokeret, når det i sommer var muligt at læse på FB at man da bare skulle nyde de to ugers fri. Lige præcis der synes jeg det er så vigtigt at sige det, du skriver: at det ikke er et arbejde. Og hjælpe de mennesker som stadig siger godnat til deres barn hver aften, at de skal huske at være taknemmelige for netop det. Jeg håber sådan at Delehjerte kan blive stedet hvor vi deler nuancerne. Og hvor dem som stadig har deres børn hver dag måske også kan lære noget. Nemlig at varetage deres behov mens de er i forholdet og mens de kan være sammen med deres børn hver dag.
      Og måske siger de det også, fordi de vil dulme smerten. Men også der er det vores ansvar at fortælle dem, at deres kommentar har den modsatte effekt. Igen, tak for dine ord Helene. Og velkommen til:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *