Jeg er begyndt at læse skønlitteratur igen. Jeg nærmest sluger det. Og kan ikke slippe de mennesker jeg møder i den fiktive verden. Jeg sætter min egen verden på pause og kaster mig ind i deres. Sniger mig til et kapitel og til samvær med min parallelverden, så snart jeg kan. Jeg nyder i fulde drag at være tæt på ordene igen. Og kan mærke de inspirerer.

Men. Jeg savner de fiktive mennesker, når jeg har læst sidste side. Jeg har forholdt mig til dem. Til deres glæde og smerte. Og jeg har ikke lyst til at slippe.

Temaet for de sidste to bøger har været kvinde, der forelsker sig i mand, der dør. Lagde først mærke til sammenfaldet her til aften. Jeg kendte ikke handlingerne på forhånd (og skal nok lade være med at fortælle, hvilke bøger, for så har jeg jo stjålet din rene læseglæde), og når sådanne tilfældigheder viser sig i mit liv, tror jeg på signaler, beskeder, symboler. Mening. Synkronisitet.

Der sker ting i det virkelige liv, som også kun er mavefornemmelser. Kun er små observationer. Når man kender et menneske godt, så ser man de helt små ændringer. Eller jeg gør; lidt mere distræt end sædvanligvis. Vinflaskerne. Den lidt for hurtige afvisning og de korte udtalelser, for ikke at komme til at sige for meget.

Jeg har i et to et halvt år øvet mig i at slippe. For det er ikke noget, du gør fra det ene øjeblik til det andet. At slippe et andet menneske er noget du gør om og om igen. I hvert fald hvis du ikke selv har valgt det til at begynde med. Men hver dag kan du vælge at slippe lidt mere.

Men det betyder ikke, at kærligheden dør. Kærlighed dør ikke, fordi forholdet gør. Den ændrer sig. Selvfølgelig. Det gør den også i et forhold.

I mit tilfælde elskede jeg meget højt, også selv om jeg slap. Og jeg aldrig blev ledt til at håbe igen. Jeg tror den store kærlighed var med til bevare den relation, som skal bestå for at kunne dele børn mellem sig. Jeg tror den store kærlighed var en pude af blødhed midt i en kamp, en hårdhed og hav af smerte, som kunne have ødelagt os. Og mest af alt tror jeg den kærlighed satte mig fri. Mindede mig om hvem jeg var. Helt inde ved kernen. Så jeg tilgav mig selv for stadig at elske. Også selv om det gjorde ondt, når han skubbede. Selv om jeg godt forstod, at han gjorde det. At han smerte var ikke at kunne gengælde kærligheden og derfor måtte han også skubbe min væk.

Og så en dag opdagede jeg at kærligheden havde transformeret sig. At den ikke rev og sled i hjertet længere. Og et øjeblik, eller faktisk mange øjeblikke, blev jeg bange. For hvad så? Og hvorfor var jeg holdt op med at elske? Ville jeg ikke altid gøre det?

I dag kender jeg svaret. Jo, jeg vil stadig elske. Men ikke på en måde. For vi har en historie og deler det mest dyrebare. Jeg mærker ikke kærligheden hver dag. I perioder mærker jeg faktisk ligegyldighed. Men det er også godt. Selv om det ikke altid føles sådan. Jeg fortæller mig selv, at det er tiden, som guider kærligheden et nyt sted hen.

Og når jeg læser disse bøger, opdager jeg, at jeg ikke er den eneste, som har svært ved at slippe. At al forandring er svær. Men de minder mig om, at kærlighed ikke har en ramme. At vi kan elske, også selv vi ikke er mere.

Men også om at vi skal slippe. Vi må godt sørge. Men vi skal slippe. Og respektere livet. Og valgene. Og at forandring er det eneste vi kan være sikre på. Vi kan ikke holde fast. Så jeg ser tegnene. Trækker vejret dybt. En hel masse. Og slipper. Igen.

Og jeg kan gøre det, fordi disse bøger minder mig om, at kærlighed ikke dør. Den har sit eget liv. Som vi ikke skal forsøge at definere. Vores opgave er blot at tage imod. Turde mærke den og åbne os for den. Og være taknemmelige. For det hele. Også sorgen. For den er vores vidne. Vores bevis. Bevis på kærligheden.