Det er ikke kun mig, der har nyd det uafbrudte samvær i de tre uger, vi har været på ferie.

Det har storebror og lillesøster også. De var tætte før og ingen tvivl om at de elsker hinandens selskab. Men den nærhed, det bånd og al det sjov og leg, de har haft de tre uger vi var i Frankrig er intet mindre end dybt rørende.

De har begge lært en hel del om grænser og konfliktløsning, om omsorg og leg, om dril og sjov. Den store kan altid nå sin søster, også når moren ikke kan og inviterer han til leg eller hygge, er hun er med det samme. Storebror er blevet meget bedre til at sætte grænser for sin viljestærke søster og lillesøster opfører sig som et lille børnehavebarn efter i 3 uger at have modelleret og observeret sin storebror. Jeg har elsket at være vidne til dem og det heltsærlige de bånd de har forstærket på denne ferie, både på bagsædet, i sofaen, i vand, i leg og ved sengetid.

N har altid elsket sin lillesøster højt og det er meget få gange, han har sagt højt, at han var træt af hende, også selv om hans tålmodighed i den grad er blevet sat på prøve. Hold op han har ventet, da lillesøster var mindre. Jeg kan få helt ondt i maven over, hvor mange timer han har ventet på mig, fordi lillesøsters behov kom først.

A har uden tvivl også elsket sin storebror fra første blik. Og de sidste måneder har hun tydeligt savnet ham, når han var hos far. Hun har ledt efter ham og spurgt efter ham lige siden hun kunne sige sine første ord.

Den store har til gengæld haft lidt svært ved at vænne sig til at lillesøster også skulle være hos far en gang i mellem. Har talt om alene-tid med far og proteresteret højlydt, når A skulle på besøg. Forståeligt, fordi det uden tvivl forstyrrede dem dybe tosomhed, han havde hos sin far.

Men den protest er helt aldeles forstummet nu. Det var N der bad om at lillesøster skulle med over til far, når de kom hjem fra ferie. Og det var ham, der græd hjerteskærende i morges, da hans far foreslog at lillesøster måske skulle hentes, fordi hun savnede mor.

De to har altid hørt sammen. Og gudskelov at de har hinanden og kan følges ad i dette deleri. Det er jeg dybt taknemmelig for, også selv om det kun er den store, der har oplevet sine forældre bo sammen og den lille endnu ikke sover fast hos far.

Og jeg tror, noget kommer til at ændre sig nu. Ikke fordi hverken mor eller far siger det. Men fordi søskendekærligheden har vokset sig så stor, at de ikke kan undvære hinanden en hel uge…

Det er rørende, når situationer finder deres egen løsning og timing viser sig. Det er ikke altid det sker, slet ikke i deleriets navn. Men tid, tillid og tålmodighed har virkelig været mine læremestre. Dog ikke overgået af de to søskende og deres accept og kærlighed. Til deres forældre, til livet, til omstændighederne. Og ikke mindst til hinanden.