I dag er det Throwback Thrusday. Det slog mig, da jeg skrev om minder og lange lemmer den anden dag, at der også her sniger sig et deleperspektiv ind, som jeg blev opmærksom på, længe før det overgik mig selv at dele mine børn.

Skilsmisse var meget svært for mig at at forholde mig til dengang i 2008. Jeg var unuanceret. Og dømte mennesker, som ikke kunne få det til at fungere.

Der var dog et menneske, som i et fint og skrøbeligt øjeblik efter sin skilsmisse sagde noget, der gik lige i hjertet på mig, og som jeg siden har tænkt tilbage på mange gange:

“Jeg har ikke blot mistet min elsker og min bedste ven. Jeg har også mistet halvdelen af mit barns barndom”.

Det rørte mig. Det var så klart, at jeg allerede dengang kunne forstå det, på trods af at jeg delte verden op i sort og hvid, og skilsmisse hørte til i den sorte kategori. Jeg kunne forestille mig – med hovedet – hvor forfærdeligt det måtte være.

Senere har jeg i den grad mærket det i hjertet. Og når de børn vokser så hurtigt, som de gør i perioder, eksempelvis når de starter i skole, så kan en uge hos far godt føles som om, man lige er gået glip af en stor luns barndom.