Jeg har hukommelse som en si. Ikke når det kommer til nummerplader (hvad nytte har jeg af det), men når det kommer til minder. Særligt dem fra hverdagen. Jeg synes så mange fine små minder, øjeblikke, hvor verden stod stille, forsvinder ud gennem mit alt for grovmaskede net. Det gælder min egen barndom og opvækst, men nu også mine børns. Hvor er der mange minder, jeg ønsker at holde fast i. Sy fast i det grove net, så maskerne bliver mindre og ikke en eneste dag eller øjeblik kan smutte igennem.

I lørdags havde jeg gæster. De har en datter, der er tre måneder ældre end min ældste. Vi har fulgtes ad. Som familier. Og de som børn. Og nu skal du høre, hvad jeg kan huske. Jeg kan huske, hvor små de var. Da vi var på ferie i Frankrig og den ældste af dem fik sin første tand dernede og min lille dreng stadig kunne sove i sin lilla lift. Jeg husker, som var det i går, at de to små en nytårsdag, hvor hele familien havde overnattet, havde samme nattøj på fra H&M og vi dansede i rundkreds i stuen med de to tumlinge. Jeg husker alt muligt. Fra dengang de var helt små. Det er ikke længe siden. For så ville jeg ikke kunne huske det.

Så hvorfor sidder de så der, langlemmede og med et sprog og en viden, som imponerer. Som to rigtige mennesker med egne holdninger, tydelig personlighed og karaktertræk. Så selvstændige, at det nogle gange er irriterende. De kan indgå i en relation, passe på hinanden og sig selv. De kan føre dybsindige samtaler.

Hvor blev de små babyer af? De var her jo lige. Jeg ved det, for jeg kan huske det. Så det kan ikke være længe siden. Hvor blev tiden af? Hvordan blev de så store.

Det finmaskede net til at fange minderne i, bliver mere nødvendigt for hvert øjeblik, der flyver forbi. Jeg håber maskerne kan strikkes af taknemmelighed, nærvær og bloggen her.