Det startede som en nødvendighed. Når A var ked i cykelsædet og at stoppe op ikke var en mulighed. Så rakte jeg om bag mig og tog hendes lille bløde hånd. For at signalere at jeg ikke var ligeglad med hendes gråd. Og jeg aede hendes lille hånd uden ord. Og kunne mærke, hvordan hun faldt til ro bag mig.

Mange morgener har jeg gentaget den samme handling. Uden helt at tænke over det. På det samme sted på cykelturen til vuggestuen. På samme måde. Uden ord. Som vores eget lille farvel-ritual. Som en sidste nærhed og samvær inden adskillelse.

Den lille hånd. Så blød. Og buttet. Hendes lille hånd, som også lukker sig så godt den kan om min. Så jeg kan mærke gengældelsen. At hun også forstår.  Mine fingre, der aer. Igen og igen. Og roen der spreder sig. Kærligheden, som bare sniger sig ind på den der måde, som i virkeligheden er alt for stor til sådan en helt almindelig hverdag.

Jeg kan få tårer i øjnene, når jeg beskriver det. Fordi jeg kan mærke hende. Og hendes hånd. Og kærligheden. Og det er rørende, fordi det er ordløst.  Midt i morgentrafik, almindeligheder og arbejdsdag, lukker vi det hele ude og træder ind i vores egen verden.

En lille handling, som er kæmpestor. Fordi den er indbegrebet af alt det, som er vigtigt.